Forsiden > Byer i Blekinge > Her

Debat


Alle debatter

Skriv nyt indlæg

Sölvesborg

Siden er publiceret / opdateret: 26. september 2016
Maksimér
Kort over sydsverige
GPSGPS GPS
Latitude : 56.0507
Longitude : 14.5849
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS
Vejret Vejret

Vädret Sölvesborg

Sölvesborgsbron i Sölvesborg
Den nye gang- og cykelbro over Sölvesborgsviken er med sine 760 meter den længste gang- og cykelbro i Europa. Broen forbinder byens centrum med naturen på den anden side af vandet. Foto: © sydsverige.dk


En hyggelig købstad

Sölvesborg med ca. 8.000 indbyggere er en hyggelig købstad med en charmerende bymidte, hvor middelalderbyens smalle, krogede gader er bevaret. Sölvesborg opstod i 1200-tallet hvor byen voksede frem i ly af fæstningen Sölvesborgs Slot.

Festivaler

Sölvesborg danner hver sommer ramme om Sweden Rock Festival med omkring 35.000 besøgende, se festivalens hjemmeside under Links.

Og fra onsdag til søndag i uge 27 (første uge i juli) er der hvert år Sölvesborg festival i centrum af Sölvesborg. Sölvesborgsfestivalen "Killebom" byder på musik, tivoli, middelaldermarked, konkurrencer og artisteri - det meste med gratis adgang, se program under Links.

Stortorget i Sölvesborg
Stortorget i Sölvesborg.

Stortorget i Sölvesborg
Rådhuset blev opført i perioden 1804-1833 som erstatning for det gamle rådhus fra midten af 1700-tallet, som nedbrændte i 1801. Klokketårnet og facaden er dog fra 1900-tallet. Foto: © sydsverige.dk.


Seværdigheder omkring Stortorvet

Rundt om det kvadratiske Stortorget, som er Sölvesborgs centrum, ligger en lang række smukke bygninger fra begyndelsen af 1800-tallet. Rådhuset, som er opført i 1804-1833, er bygget på ruinerne af et tidligere rådhus, som nedbrændte i 1801. Portalen over rådhusets hovedindgang og klokketårnet er føjet til i 1913.

Ved Stortorvet finder man også Köpmannagården fra midten af 1800-tallet. Det er et godt eksempel på de handelsgårde, som Sölvesborg var rig på i 1800-tallet, hvor eksport og handel via havnen gjorde byen velstående. Fra Stortorvet udgår en række mindre gader med idylliske huse.

Overnatning i eller nær Sölvesborg



Sct. Nicolai Kirke

S:t. Nicolai Kyrka, et par gader nordvest for Stortorvet, er den eneste bygning fra middelalderen, som er bevaret efter storbranden i 1801. Kirkens kor er fra omkring år 1300, tårnet fra slutningen af 1300-tallet og våbenhuset fra 1400-tallet. Kirken er bygget i gotisk stil, men med elementer af andre stilarter fra ombygninger i de efterfølgende århundreder. I kirkens våbenhus står en runesten fra 500-700-tallet.

Museet med kunsthal

Sölvesborgs Museum er indrettet i et gammelt korn- og brændevinsmagasin. Museet har udstillinger om byens og Listerlandets historie. På den anden side af gaden ligger Sölvesborgs Kunsthal med udstillinger arrangeret af den lokale kunstforening.

Sölvesborgs Slotsruin

Sölvesborgs Slotsruin, lige nordøst for centrum, er resterne af et borganlæg grundlagt i 1200-tallet. I middelalderen var det den største og vigtigste fæstning i det østlige Danmark. Borgen mistede sin militære betydning i 1560erne, hvorefter stedet blev et administrativ centrum. Her sad lensherren for det daværende Sölvesborg län og inddrog skatter for den danske konge.

Sölvesborgs historie

En storbrand i 1801 raserede den gamle bydel ved Stortorvet, så her finder man ingen huse fra 1700-tallet. I løbet af 1800-tallet udviklede Sölvesborg sig til en driftig handelsby, der især var kendt for fremstilling af og handel med brændevin, og fra havnen blev der bl.a. udskibet træ, granit og koalin fra Ivö.

Oplevelser i omegnen af Sölvesborg


Cykelruten Sydostleden (0 km)
Den 274 km lange cykelrute mellem Växjö til Simrishamn passerer gennem Sölvesborg.

Fiskerlejerne (ca. 10 km)
Fra Sölvesborg er det oplagt at besøge nogle af de små fiskerlejer på halvøen Listerlandet. Tættest på Sölvesborg - på den anden side af bugten mod øst - ligger det idylliske fiskerleje Västra Näs. Herfra kan man fortsætte til den flotte sandstrand Sandviken og videre til fiskerlejet Torsö. Længere mod øst finder man Hällevik med bl.a. Hälleviks Fiskemuseum, og endelig kan man besøge den moderne fiskerihavn Nogersund, hvorfra der er båd til den smukke ø Hanö.

Listerhuvud Naturreservat (14 km)
Læg også vejen forbi det 80 meter høje kalkstensbjerg Listerhuvud Naturreservat med spændende natur.