Debat


Alle debatter

Skriv nyt indlæg

Röttle

Siden er publiceret / opdateret: 9. januar 2017
Maksimér
Kort over sydsverige
GPSGPS GPS
Latitude : 57.9971
Longitude : 14.4335
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS
Röttle
Jerusalems kvarn ved Röttleån. Foto: © sydsverige.dk


En idyllist, lille by

Ved bredden af Vättern, fire km syd for Gränna, ligger det idylliske Röttle. Det er en lille samling huse og gamle vandmøller, som siden 1200-tallet har udnyttet vandkraften fra Röttleån, der løber gennem bebyggelsen. I 1600-tallet havde Röttle syv vandmøller, i dag er to af dem bevaret, Rasmus kvarn og Jerusalems kvarn.

Röttlestien - 1,2 km

Fra P-pladsen ved byens lille havn kan man følge en 1,2 km lang vandresti gennem smuk natur ved Röttleån og forbi de to gamle vandmøller.

Röttle
Om sommeren kan man på Röttle Kafé købe brød og kage af mel fra Rasmus Kvarn. Følg Röttlestien for at komme til caféen. Foto: © sydsverige.dk


Rasmus Kvarn

I 1600-tallet anlagde egnens magtfulde greve, Per Brahe den yngre, en række småindustrier, der udnyttede vandkraften i Röttleån. Her opførte han Smålands første papirfabrik, et savværk, bryggerier og et par metalindustrier. I 1700-tallet blev en af metalindustrierne omdannet til den vanddrevne kornmølle, der nu hedder Rasmus Kvarn. Om sommeren er der rundvisninger på den restaurerede mølle, hvor man kan købe friskmalet mel og høre om stedets historie. Se åbningstider under Links.

 Rasmus Kvarn i Röttle
Et par af Röttles gamle vandmøller er bevaret, bl.a. Rasmus Kvarn. Foto: © sydsverige.dk


Flere billeder

Röttle - Fotogalleri

Vandmøllerne

Vandmøllerne ved Röttleåns vandfald Röttlefallen nævnes første gang i et brev fra 1279. Heri er det beskrevet, at retten til at opsætte og drive vandmøller ved vandfaldene i Röttleån tilhører Nydala Kloster. Klostret i Nydala var blandt de første klostre i Sverige. Her indførte cisterciensermunkene nye tekniske hjælpemidler som bl.a. vandmøller.

Västanå Naturreservatet

Det 130 hektar store naturreservatet syd og sydvest for byen er meget naturskønt. Hvis man fra Röttle følger åen sydpå (ind i landet), kommer man til Röttleåns Dalgång med et spændende plante- og dyreliv. Stedet er bl.a. kendt for et rigt fugleliv og en meget varieret ædelløvskov. Hvis man fra Röttle by i stedet går mod sydvest langs med Vättern, kommer man ind på den 48 km lange vandrerute John Bauer-leden, som går mellem Gränna og Huskvarna.

Oplevelser i omegnen af Röttle


Gränna (4,3 km)
Gränna er en populær turistby og bl.a. kendt for noget så usædvanligt som en bolsjestang med pebermyntesmag, som bliver kaldt en Polkagris.

Visingsö (7,8 km)
Øen Visingsö i Vättern er et populært udflugtsmål med mange historiske seværdigheder. Der er båd til Visingsö fra Gränna på fastlandet.

Åsens by Kulturreservat (15 km)
I Åsens By kan man opleve, hvordan en smålandsk landsby og det omkringliggende landskab har set ud omkring år 1900.