Forsiden > Byer i Skåne > Her

Debat


Alle debatter

Skriv nyt indlæg

Kivik

Siden er publiceret / opdateret: 19. april 2017
Maksimér
Kort over sydsverige
GPSGPS GPS
Latitude : 55.6848
Longitude : 14.2269
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS
Kivik
Foto: © sydsverige.dk


Et hyggeligt fiskeleje

Kivik, ca. 95 km fra Malmø, er et lille fiskeleje med aner fra middelalderen. Området omkring havnen er byens ældste med bindingsværkshuse, stokroser og små krogede gader. Lige bag havnen finder man Stengatan med mange smukke, ældre huse og frodige haver.

Kivik er et meget populært turistmål, og om sommeren er byen fyldt med folk, der sidder på spisestederne på havnen eller slentrer rundt i de små gader. Uden for sæsonen har Kivik kun omkring 1.200 fastboende.

Æbledistrikt Österlen
Området omkring Kivik er Sveriges største frugtdistrikt. Foto: skaane.com © sydpol.com


Kiviks marked i juli

Kivik er bl.a. kendt for det årlige Kiviks marked fra mandag til onsdag i den tredje uge i juli (17-19. juli 2017), som finder sted på strandbakkerne lige nord for byen. Det er et kræmmermarked med omkring 1.000 boder, hvor man kan købe alt mellem himmel og jord. Kiviks marked bliver hvert år besøgt af omkring 100.000 mennesker.

Sveriges æbledistrikt

Området omkring Kivik er Sveriges største frugtdistrikt. Her er klimaet mildt og velegnet til frugtdyrkning. Alene æbledyrkningen lægger beslag på over 800 hektar jord omkring byen.

Overnatning i eller nær Kivik



Æblemarked 23-24. september 2017

Kiviks årlige æblemarked finder sted den sidste weekend i september. Arrangementet holdes dels på havnen i Kivik og dels på Æblets hus i Kivik, hvor man kan få alt at vide om æbler. Her er museumsmosteri, besøgshaver med forskellige æblesorter, café og restaurant samt en butik, hvor man kan købe de lokale cider-, saftprodukter.

På det årlige æblemarked er der folkeliv og leben med prøvesmagning af årets æblehøst, kåring af det største æble, afsløring af årets æblekunstværk i form af et billede lavet af 35.000 æbler, æblekonkurrencer, levende musik, uddeling af årets guldæble samt rundvisninger på Kiviks Mosteri, der bl.a. fremstiller frugtcider og æblejuice.
Se æblemarkedets program under Links.

Flere billeder

Kivik - Fotogalleri

Fritiof Nilsson "Piraten"

Bag havnen møder man "Piraten" - en statue af forfatteren Fritiof Nilsson "Piraten", som boede i Kivik til sin død i 1972. Piraten blev kendt som romanforfatter og for sin livsstil. På hans gravsted står: "Her under ligger asken af en mand, som havde det for vane at udskyde alting til næste dag. Dog forbedrede han sig til sidst og døde faktisk den 31 jan. 1972". Piraten skrev selv teksten til gravstenen - bortset fra datoen... Efter hans død er der dannet et "piratselskab" (piratensällskapet) med 3500 medlemmer.

Badestrand lige ved Kivik havn
Der er fine badestrande lige nord for havnen i Kivik. Foto: © sydsverige.dk


Ligesom jeg-personen i Piratens bog "Bombi Bitt och jag" var Fritiof Nilsson Piraten opvokset i stationshuset i barndomsbyen Vollsjö, ca. 35 km vest for Kivik. I 1983 blev stationshuset trods protester revet ned. Senere - i 1998 - opstod et Piratmuseum i banvaktarstugan ved siden af det nu nedrevne stationshus. Piratmuseet har en permanent udstilling om Fritiof Nilsson Piratens liv og virke.

Oplevelser i omegnen af Kivik


Kiviksgraven (Kungagraven) (1 km)
I byens sydlige udkant ligger den 3.000 år gamle bronzealdergrav Kiviksgraven (Kungagraven). I gravkammeret står otte billedsten udsmykket med helleristninger.

Stenshuvud Nationalpark (5 km)
Fra det 97 meter høje bjerg i Stenshuvud Nationalpark er der flot udsigt over havet og kyststrækningen nedenfor med en fin sandstrand.

Kystfiskeri efter havørred (10 km)
Kysten i Österlen byder på fremragende ørrredvand med masser af store sten, rev, smukke kyststrækninger og meget varierede fiskemuligheder.