Debat


Alle debatter

Skriv nyt indlæg

Forsakar Naturreservat

Siden er publiceret / opdateret: 4. januar 2024
Maksimér
Kort over sydsverige
GPSGPS GPS
Latitude : 55.83115
Longitude : 14.06706
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS
GPS-koordinater til en lille P-plads. Følg markstien syd for P-pladsen for at komme til kløften.
Forsakar vandfald
Forsakar er Skånes smukkeste vandfald. Foto: Susanne Nilsson, CC BY-SA 2.0


Dyb kløft med høje sider

Forsakar er et skovklædt højdedrag, som er gennemskåret af en dyb kløft (ravine) med op til 40 meter høje sider. Siderne går næsten lodret ned, så det er svært for træerne at slå rod. Nede i kløften løber den lille bæk Forsakarsbäcken, som udspringer oppe på Linderödsåsen. Bækken har et par naturlige vandfald på henholdsvis ca. syv og 10 meter.

Skoven er domineret af bøg, og i skovbunden vokser mange forskellige planter. Naturreservatet har et artsrigt fugleliv. Flere stier går gennem området og langs kløften. Følg fx den smukke sti langs kløftens kant for at opleve den dramatiske natur på tæt hold.

Overnatning nær Forsakar Naturreservat



Færdsel på egen risiko

Mange af træerne på kløftens sider er styrtet ned, da de er angrebet af svamp og har haft dårligt rodfæste. Myndighederne anbefaler derfor, at man ikke går på stien i bunden af ravinen. Det er ikke tilladt at klatre på kløftens sider, da det kan sætte gang i et lille jordskred.

Bøgeskovsløberen - et fredet insekt

Nede i Forsakerkløften lever Skånes eneste fredede insekt: bøgeskovsløberen (svensk: bokskogslöparen). Carl von Linné beskrev den store blåsorte løbebille tilbage i 1761, dog uden at fortælle, hvor han havde set den. Der var mange, der tvivlede på, om bøgeskovsløberen fandtes, men i 1942 blev den set i Forsakerkløften. I dag er bøgeskovsløberen fredet i hele Sverige.

Naturreservater, nationalparker og kulturreservater i Sydsverige som GPX-fil

Få vist alle naturreservater, nationalparker og kulturreservater i Sydsverige på din mobiltelefon

I vores webshop kan du købe et digitalt kort med alle naturreservater, nationalparker og kulturreservater i Sydsverige. Kortet ligger på en GPX-fil, du kan hente ned på din mobiltelefon. Vi sender GPX-filen i en mail og en vejledning til, hvordan du installerer en gratis app på din mobil, der kan vise GPX-filen med alle naturområderne.


P-pladser og et friluftsbad midt i skoven

Hvis du indleder turen ved den lille P-plads (se boksen med GPS-koordinater) og går østpå langs kløften, kommer du efter godt en kilometer til friluftsbadet Forsakerbadet med 50-meter baner i udkanten af skoven.

Ved det udendørs friluftsbad i kløftens østlige ende ligger desuden er stor P-plads (GPS: 55.8253, 14.0771 (WGS84: Decimal)). P-pladsen benyttes også af de besøgende på friluftsbadet, der har åbent om sommeren.

Sådan finder du Forsakar Naturreservat

Det 118 hektar store Forsakar Naturreservat ligger ved den lille by Degeberga, godt 20 km syd for Kristianstad. I Degeberga kører du vestpå mod Huaröd. Efter ca. en km ses en lille P-plads på venstre hånd (GPS: 55.83115, 14.06706 (WGS84: Decimal)) med skilt og sti til naturreservatet.