Debat


Alle debatter

Skriv nyt indlæg

Hallands Väderö - Sveriges største sælkoloni

Fyret på Hallands Väderö

Øens fyr blev opført i 1884, efter at fem skibe var forlist ved Hallands Väderö under en storm. Foto: Susanne Nilsson, CC BY-SA 2.0

Siden er publiceret / opdateret: 6. februar 2024
Maksimér
Kort over sydsverige
GPSGPS GPS
Latitude : 56.43557
Longitude : 12.57727
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS

Øen er naturreservat

Øen Hallands Väderö, tre km ud for den skånske fiskerby Torekov, består af gnejsklipper og er en udløber af Hallandsåsen. Med sine ca. tre kvadratkilometer er Hallands Väderö den tredje største ø i Skåne. Øen er naturreservat og byder på dejlige naturoplevelser.

Sveriges største sælkoloni

På vestsiden af Hallands Väderö lever flere hundrede spættede sæler i en af Sveriges største sælkolonier, og hvis man er heldig, kan man se sælerne på klipperne. Siden sælen blev fredet i 1960'erne, er kolonien vokset støt.

Bøgeskov med stor artsrigdom

Det indre af Hallands Väderö er domineret af en gammel bøgeskov, som siges af være den ældste i Sverige og en af de sidste rester af Europas oprindelige bøgeskove. Træerne her er forskellige og mindre forædlede, end man ser i en traditionel bøgeskov. De bliver ikke fældet, og døde træer får lov at ligge og rådne til gavn for dyr og planter.


Kortet er oprettet af sydsverige.dk.
Hallands Väderö. Klik på symbolerne på kortet for mere info. Du kan også zoome ind / ud på kortet og klikke øverst til venstre for at skifte til satellit-visning.




I det hele taget har Hallands Väderö en meget stor artsrigdom - ca. 600 arter vilde blomster og bregner vokser på øen. Lav- og insektfloraen er blandt de rigeste i Sverige. Øen er også kendt for sit rige fugleliv. På øen er der iagttaget over 200 fuglearter, hvoraf de ca. 70 er regelmæssige ynglefugle. Blandt øens mange fuglearter kan man bl.a. opleve terner, hulduer, skærpiber, alke og tejster.

Kysterne er domineret af både strandenge og klipper, og ved Sandhamn et par fine sandstrande. Får, heste og køer græsser på øen. Man kan gå øen rundt på et par timer ad de afmærkede stier.

Naturskoven på Hallands Väderö
Det indre af Hallands Väderö er domineret af naturskov. Susanne Nilsson, CC BY-SA 2.0


SE OGSÅ

Flere spændende øer langs Sveriges kyster

Museet på sydspidsen

På sydspidsen af øen ligger naturhavnen Kappelhamn for lystsejlere, og inde på land det lille museum "Väderömuseet", der fortæller om Hallands Väderös historie, dyre- og planteliv m.v.

Frem til 1658 var øen dansk, og på det sidste danske søkort fra 1677 hedder øen "Hallands Wærø", som ikke har noget med vejret at gøre. Ifølge den danske historiker Palle Lauring betyder "Vær" en fremskudt ø ude i havet. "Vær" kan også tolkes som "værn" eller "vagt".

Kappelhamn på Hallands Väderö
Det lille museum ved Kappelhamn på sydspidsen af Hallands Väderö har en fin udstilling om øens dyre- og planteliv. Foto: Guillaume Baviere, CC BY 2.0


Transport til Hallands Väderö

Fra maj til august er der normalt dagligt båd til øen fra den maleriske fiskerby Torekov. Forår og efterår sejles der kun lørdag og søndag. Overfarten mellem Torekov og Sandhamn på Hallands Väderö østkyst tager omkring 25 minutter og varetages af Väderötrafiken.

Café i Sandhamn

I Sandhamn findes en lille café, som holder åbent i forbindelse med bådtrafikken. Caféen tager ikke kreditkort, så husk kontanter. Som det eneste sted på øen kan man her få drikkevand.