Utvandrarleden i Sydsmåland

Utvandrarleden ved søen Viren

Utvandrarleden ved Sandvik mellem Korrö og Grimsnäs. Foto: © sydsverige.dk

Siden er publiceret / opdateret: 4. september 2023
Maksimér
Kort over sydsverige
GPSGPS GPS
Latitude : 56.62502
Longitude : 15.19885
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS
GPS-koordinaterne peger på Korrö Hantverksby med Korrö Vandrehjem.

Ringformet vandrerute i Småland

Den ca. 120 km lange Utvandrarleden er en ringformet vandrerute, som går mellem småbyerne Korrö, Ljuder, Skruv, Moshult, Långasjö, Yxnanäs, Dångebo og Bro i det sydlige og østlige Småland. Længere nede på siden kan du se et turforslag på 51 km, som er ideelt til tre dage / en forlænget weekend.

Bo på vandrehjem undervejs

Utvandrarleden er en rigtig god vandrerute til de kølige og kolde måneder, hvor man ikke har lyst til at sove i telt eller shelter i skoven. Ruten byder på flere vandrehjem / B&B undervejs. Det er luksus at komme frem til et varmt vandrehjem kl. 18 om aftenen i oktober, når solen lige er gået ned.

Både vandrerute og cykelrute

Utvandrarleden findes både som vandrerute (120 km) og som cykelrute (110 km). Visse strækninger er fælles for vandrere og cyklister, på andre strækninger hvor (vandre)ruten går gennem svært terræn, bliver cyklerne henvist til en grus- eller asfaltvej.

Vandreruten Utvandrarleden

Vandreruten Utvandrarleden

Kortet er oprettet af sydsverige.dk.
Øverste kort viser hele ruten, nederste kort viser et udsnit.
Grønne ruteforløb viser hvor Utvandrarleden følger naturstier mv. Orange ruteforløb viser hvor vandreruten følger grusveje, skovveje eller andre veje. Sort-hvide markeringer viser shelters på Utvandrarleden. Røde markeringer viser småbyer på ruten. Grønne markeringer med teltsymbol viser campingpladser.

Oplysningerne om shelters og rutens forløb er leveret af den svenske myndighed Lantmäteriet, maj 2023. Du kan ikke klikke eller zoome på kortet her på siden.



Køb kortet som GPX-fil til din mobiltelefon

I vores webshop kan du købe både vandreruten og cykelruten som en GPX-fil, du kan hente ned på din mobil. Vi sender GPX-filen i en mail og en vejledning til, hvordan du installerer en gratis app på din mobiltelefon, der kan vise GPX-filen og din egen position.

Utvandraleden vandrerute GPX-fil

Køb vandreruten som GPX-fil til din mobiltelefon

I vores webshop kan du købe kortet over hele Utvandrarleden (vandreruten 120 km) som en GPX-fil, du kan hente ned på din mobiltelefon. Vi sender GPX-filen i en mail og en vejledning til, hvordan du installerer en gratis app på din mobil, der kan vise GPX-filen med vandreruten og din egen position.



Utvandraleden cykelrute GPX-fil

Køb cykelruten som GPX-fil til din mobiltelefon

I vores webshop kan du købe kortet over hele Utvandrarleden (cykelrute 110 km) som en GPX-fil, du kan hente ned på din mobiltelefon. Vi sender GPX-filen i en mail og en vejledning til, hvordan du installerer en gratis app på din mobil, der kan vise GPX-filen med vandreruten og din egen position.



Udvandringen fra Sverige 1846-1930

Utvandrarleden har navn efter den massive udvandring fra bl.a. Småland i midten af 1800-tallet. I årene 1846-1930 udvandrede 1,3 millioner svenskere fra Sverige, de fleste til Amerika. Alene fra Småland udvandrede over 200.000 mennesker for at slippe ud af fattigdom. Forfatteren Vilhelm Moberg har i sine berømte udvandrerromaner beskrevet denne del af Sveriges og Smålands historie.

Utvandrarleden går gennem nogle af de egne, som stort set blev affolket under emigrationsperioden, bl.a. Ljuder. Fra Småland drog emigranterne på deres hestetrukne vogne bl.a. ned mod Blekinge til Karlshamn, hvor de gik om bord på Amerika-bådene eller de tog vestpå til Gøteborg.

Utvandrarleden
Efterår på Utvandrarleden syd for Moshult. Klik på billedet for stor størrelse. Foto: © sydsverige.dk

Utvandrarleden
Landsbyen Norra Harebo mellem Moshult og Långasjö. Klik på billedet for stor størrelse. Foto: © sydsverige.dk

Utvandrarleden
Ved søen Löften mellem Moshult og Långasjö. Klik på billedet for stor størrelse. Foto: © sydsverige.dk


Etaper og sværhedsgrad

Vandreruten er forholdsvis let at vandre. Terrænet er for det meste fladt, og størstedelen af vandreruten går på grusveje, skovveje og små stier gennem skoven. Kun kortere strækninger følger asfaltveje.

Utvandrarleden går gennem et varieret kulturlandskab med små landsbyer, marker, løvskov, nåleskov og forbi enkelte søer. Det var fra disse egne af Småland, mennesker brød op i anden halvdel af 1800-tallet for at forfølge drømmen om et bedre liv i Nordamerika. Turistbureauerne har udgivet et hæfte med en beskrivelse af 78 seværdigheder langs vandreruten.

SE OGSÅ

Utvandrarleden findes også som cykelrute, se Cykelruten Utvandrarleden i Småland.

Utvandrarleden er både vandrerute (120 km) og cykelrute (110 km)
Utvandrarleden findes både som vandrerute (120 km) markeret med orange stolper eller ringe på træerne, og som cykelrute (110 km) markeret med røde stolper, små cykelskilte eller ringe på træerne. Foto: © sydsverige.dk


Overnatning på vandrehjem

I modsætning til mange andre vandreruter i det sydlige Sverige er Utvandrarleden en luksusrute, hvad angår overnatning. Langs den 120 km lange rute ligger seks vandrehjem og andre overnatningsmuligheder med 7-29 km afstand, hvoraf de tre er STF vandrehjem. Hvis du begynder din tur i Korrö og følger ruten mod nordøst, kommer du forbi følgende vandrehjem (et par ligger ikke på selve ruten, men i nærheden):

  • Begynd turen her: Korrö vandrarhem og Hotel (STF). Vandrehjemmet ligger ved den gamle hantverksbyn. Det er en kulturel perle lige ved Korrö Naturreservat og Ronnebyån.
  • 18 km fra Korrö: STF-Grimsnäs Herrgård et par km fra Ljuder by indrettet i den gamle Grimsnäs Herregård med aner fra 1500-tallet. Et smukt sted med fine værelser, restaurant og en flot allé, som leder op til herregården.
  • 15 km fra STF-Grimsnäs Herrgård: Moshults Vandrarhem. Vandrehjemmets sidebygning er slidt med en del interiør fra 50'erne og 60'erne og har ikke samme høje standard som Grimsnäs Herrgård eller Långasjö vandrehjem.
  • 18 km fra Moshult ligger det hyggelige Långasjö Vandrarhem (STF) indrettet i en ombygget hestestald. Vandrehjemmet har gode værelser og et hyggeligt fælleskøkken. Långasjö er en ægte udvandrerbygd. På kirkegården er der rejst en mindesten over emigranterne fra egnen.
  • 19 km fra Långasjö: Mulighed for at leje et værelse i Yxnanäs.
  • 7 km fra Yxnanäs: Overnatning på Abrahams Camp.
  • 25 km fra Abrahams Camp: Atter i Korrö.

Korrö Vandrarhem
Korrö Vandrehjem og hotel. Foto: © sydsverige.dk

Grimsnäs Herrgaard
Grimsnäs Herrgaard. Foto: © sydsverige.dk

Moshults Vandrarhem
Moshults Vandrehjem. Foto: © sydsverige.dk


Turforslag: tre etaper på i alt 51 km på tre dage

Har du kun en forlænget weekend, kan vi anbefale ruten fra Korrö (se også Korrö Hantverksby) til Långasjö på i alt 51 km med 2-3 overnatninger undervejs. Hvis du rejser fra fx København kl. 9 fredag morgen med tog til Växjö og bus videre til Korrö - ankomst ca. 13.15 - kan du være tilbage i København søndag aften. Om fredagen begynder du din vandring i Korrö kl. 13.15 og så er du fremme ved Grimsnäs Herrgård om aftenen kl. ca. 19. Husk pandelygte, hvis du vandrer om efteråret. Næsten dag - om lørdagen - fortsætter du de 15 km til Moshult vandrehjem. Om søndagen begynder du tidligt for at kunne være fremme i Långasjö (18 km) senest omkring kl. 16, hvor bussen kører til Emmaboda, hvorfra der er direkte tog til København. Du kan også tage en overnatning på det hyggelige STF-vandrehjem i Långasjö, og tage hjem dagen efter. Find alle tog- og busafgange på Resrobot, se under Links på siden Tog til og i Sverige.

Overnatning i shelter

Hvis du vil have en vandreferie, hvor naturoplevelsen er helt i centrum, er der seks lejrpladser langs ruten med shelters, tørkloset og bålplads. Du kan også benytte dig af Allemandsretten og campere i skov eller på mark langs Utvandrarleden.

Drikkevand på vandreturen

Sådan finder du godt drikkevand i naturen

Pakkeliste

Sådan pakker du en let rygsæk til vandreturen

Utvandrarleden
Trolleskov på Udvandreleden. Klik på billedet for stor størrelse. Foto: © sydsverige.dk