Debat


Alle debatter

Skriv nyt indlæg

Hovdala Slot

(Svensk: Hovdala Slott)

Hovdala Slot

Den mærkeligste bygning på Hovdala er et 13 meter højt porttårn af kløvede kampesten opført år 1600. Det blev bygget for lettere at kunne forsvare slottet, og det viste sig at være forudseende. Foto: © sydsverige.dk

Siden er publiceret / opdateret: 25. januar 2024
Maksimér
Kort over sydsverige
Åbningstider
Åbningstider 2024:

Slotsparken og haverne har åbent hele året.

Slotsbutik, museum, udstillinger, orangeri mv.:

1/4-30/9:
Tirs-søn 11-17.

1/10-30/11 (kun butik):
Søn 11-17.

1/12-20/12: (kun butik):
Tirs-fre og søn 11-17.

Guidede ture på slottet: Se Hovdalas eget website under Links.
AdresseAdresse Adresse
Hovdala Slott
281 92 Hässleholm
Sverige
GPSGPS GPS
Latitude : 56.1048
Longitude : 13.7126
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS

Slot med mange aktiviteter

Hovdala Slot er beliggende i et smukt landskab syd for Finjasjön og består af en trelænget hovedbygning, et porttårn og nogle mindre bygninger. I løbet af sæsonen vises udstillinger, spilles koncerter og underholdes med friluftsspil og ugentlige fortælleaftener, hvor man kan se teater og høre røverhistorier fra snaphanetiden i 1600-tallet.

Hovdala café og restaurant

Man kan deltage i en guidet rundtur på slottet, opleve haverne på egen hånd og lægge vejen forbi Hovdalas butik, café, slotsrestaurant og en række mindre museer.

Hovdala Slotspark

Slotsparkens gamle løvtræer, de tørlagte voldgrave og gamle stengærder giver stedet en helt speciel atmosfære. I et orangeri bygget i 1790'erne vises om sommeren forskellige udstillinger, se Program under Links.

Vandreruter og -stier omkring Hovdala

Området omkring slottet - og lidt længere væk - byder på et net af stier og vandreruter, som er gode til vandreture på en halv eller en hel dag. Ved slottets P-plads findes en tavle med kort over vandreruterne, bl.a. ruterne "Höjdarnas Höjdarled" (22 km), "Jakten på Gullspira" (21 km), "I Posta-Nillas spår" (26 km) og "Finjasjöleden" (20 km). Læs mere om vandreruterne i artiklen Hovdala Vandringscentrum - Vandreruter midt i Skåne

Hovdala Slotspark
Hovdala Slotspark. Foto: Georg Grundsten


Bygget som forsvarsborg

Hovdala Slot - eller Hofdal som det hed, da Skåne var dansk - fik sin nuværende placering i begyndelsen af 1500-tallet. Borgens ældste dele kan dateres til 1511.

De daværende bygninger blev opført på en holm i et sumpet område ved Finjasjön for at forhindre at stedet blev stormet. Rundt om Hovdala blev anlagt dybe voldgrave med to vindelbroer. Voldgravene og sumpområderne tørrede ud i 1800-tallet, hvor området blev drænet for at skaffe landbrugsjord.

Hovdala Slott
Foto: © sydsverige.dk

Hovdala Slott
Foto: © sydsverige.dk


Den mærkeligste bygning på Hovdala er et 13 meter højt porttårn opført år 1600 af kløvede kampesten. Det blev bygget for lettere at kunne forsvare slottet, og det viste sig at være forudseende. I dag kan man stadig se spor efter kampene i 1600-tallet mellem danskere og svenskere. Under Kalmarkrigen (1611-1613) forsøgte svenskerne forgæves at indtage Hovdala Slot.

Snapphanetiden i 1600-tallet

I 1655 købte danskeren Jens Mikkelsen Hovdala Slot. Da Danmark ved Roskildefreden (1658) tabte Skåne, sluttede Mikkelsen sig til svenskerne. Da danskerne forsøgte at generobre Skåne under Den skånske krig (1675-1679), forsøgte Mikkelsen igen at skifte side. Men de dansksindede Snaphaner betragtede ham som en forræder, og i august 1678 blev Hovdala Slot angrebet af danske soldater og snaphaner, og hele slottet på nær tårnet nedbrændte.

Snaphanernes angreb mod Hovdala har nok også været en hævnaktion efter Massakren i Örkened i april samme år, hvor den svenske hær nedbrændte alle gårdene i snaphanernes højborg, Örkened sogn i det nordlige Skåne.

Mikkelsen flygtede i en båd ud på Finjasjön og reddede livet. Efter krigen blev han adlet af den svenske konge. Hovdala Slot blev genopbygget, hvorefter Mikkelsens familie ejede slottet i 10 generationer frem til 1981.

Hovdala Slot hører under Statens Fastighetsverk og har siden midten af 1900-tallet været statsligt bygningsminde.

SE OGSÅ

Flere slotte og herregårde i Skåne