Forsiden > Her

Guldfeber i Småland

Maksimér
Kort over sydsverige
GPSGPS GPS
Latitude : 57.4257
Longitude : 15.3522
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS
GPS-koordinaterne er til en af mineskakterne, der fører vandret ind i bjerget. Husk gummistøvler eller vandtætte vandrestøvler. Fra guldvaskningen i Ädelsfors kører man i retning mod Pauliström. Efter ca. 2,6 km ses en lysning i venstre side af vejen, hvor man kan parkere. Derfra er der nogle hundrede meter til minen.
Guldfeber i Småland
Viggo er guldgraver og har købt 3-årige rettigheder
til at lede efter guldholdigt malm flere steder i den
svenske undergrund. Foto: © sydsverige.dk
Klondyke i Alaska og Ädelfors i Småland. To småbyer hvor guldfeberen rasede i 1800-tallet. Begge steder er guldeventyret for længst forbi. Men i Ädelfors lever drømmen om det store guldfund videre hos en håndfuld mænd.

Året var 1738. Der blev fundet guld ved den lille smålandske by Gyafors, der hurtigt blev omdøbt til Ädelfors. Optimismen bredte sig, og i de følgende 175 år blev der udvundet 222 kg rent guld fra over 50 mineskakter nord for byen.

Guldminerne blev aldrig nogen god forretning. Datidens teknik til at finde og udvinde guldet var primitiv, så det har været et ufatteligt slid. I dag ligger guldminerne hen som minder om en svunden tid, men der er stadig masser af guld i undergrunden.

På en lille lejrplads i Ädelfors møder vi danske Viggo, som bor her om sommeren og har gjort det i seks år. Rundt om hans campingvogn står hakker og spader, værktøj, tov og pander til at vaske guld samt alskens udstyr. Viggo er guldgraver og har købt 3-årige rettigheder til at lede efter guldholdigt malm flere steder i den svenske undergrund. Blandt andet i en af de gamle guldminer fire km fra byen.

500 gram guld pr. ton klippe

Viggo sætter sin lille metaldetektor over en løs klippeblok. Detektoren hyler som tegn på, at blokken indeholder guld. Der er guld i den gamle mine og endda i høje koncentrationer. For et par år siden firede han sig ned i mineskakten sammen med en makker. De tog boreprøver seks steder i skakten, hvor malmen så interessant ud. Prøverne sendte de til et svensk laboratorium. De viste, at malmen indeholder 500 gram guld pr. ton. Normalt er fem gram pr. ton grænsen for, om det kan betale sig at bryde guldmalm kommercielt. Spørgsmålet er blot, hvor meget af den gode malm, der er i minen. Kun et ton? 10 ton eller 1000 ton?

Guldsøgning
Foto: © sydsverige.dk


Viggo taler sig varm. Om den knusemaskine han skal bruge til at pulverisere den guldholdige malm, så han kan få fat i de bittesmå guldkorn. 25.000 kroner er vennepris, fordi han kender Dynamit-Tommy, som har maskinen til salg. Uden knusemaskinen er det umuligt at få fat i de bittesmå guldkorn inden i malmen. Først skal malmen knuses til stenmel. Så skal stenmelet vaskes. Forinden skal mines sikres, vandet skal ledes væk, og det skal være muligt at få malmen ud ad minen. Det er som om, der ingen ende er på de trængsler, han skal igennem for at få fat i de små eftertragtede guldkorn.

At ignorere trængslerne og drømme om guld. Det kaldes guldfeber og er en sygdom, der har ødelagt mange mænd gennem tiden. Smadret deres dømmekraft og sat dem i bundløs gæld, fordi de aldrig fandt det guld, de drømte om og brugte al deres tid på at lede efter.

SE OGSÅ

Find guld i Ädelfors

Ädelfors Guldgruva. Varighed 13:52 min. Fra YouTube


To års spildt arbejde

Sammen med Dynamit-Tommy brugte Viggo to somre på at tømme en gammel minegang for vand og sten, så de kunne komme ned til den guldholdige kvarts. De var overbevist om, at de gamle guldgravere dengang havde opgivet minen, fordi de ikke kunne holde den fri for vand. Så der måtte stadig være guldholdigt kvarts i minen. Da de efter to år havde tømt minen for vand, fandt de resterne af den gamle kvartsgang. Men pludselig stoppede kvartsgangen brat. En måling viste, at bjerget for millioner af år siden havde forskudt sig. Den guldholdige kvartsgang ligger derfor otte meter fra det sted, hvor Viggo og Dynamit-Tommy kunne nå ind. Den oplevelse fik Dynamit-Tommy til at give op. Og nu har han sat sin knusemaskine til salg.

SE OGSÅ

- Kleva Gruva, Sveriges ældste kobber- og nikkelmine
- Tykarpsgrottan, den underjordiske labyrint

Vi står oppe i en skovrydning præcis over det sted, hvor den guldholdige kvartsgang løber, hvis man skal tro de målinger, Viggo har fået foretaget. Han vil ned til guldet. Først skal han lave boringer ned til malmen for at finde dens præcise beliggenhed. Og så skal han overtale Dynamit-Tommy til at deltage. For Viggo har ikke selv licens til at arbejde med det sprængstof, der kan bane vejen ind til guldet.

300 meter ind i minen

Viggo læsser hjelme og grej ind i sin kassevogn, og vi kører op til det sted i skoven, hvor indgangen til minen ligger. Her står vi med hjelm på hovedet og pandelamper og er klar til at gå ind i den gamle minegang, der åbner sig som en sort mund i bjerget mellem granerne. Vi skal 300 meter lige ind for at komme til en sal, hvor der går minegange til flere sider. Fem skridt inde i minen falder temperaturen til otte grader. Her er koldt og fugtigt. På minegangens vægge sidder små vanddråber, der glimter i lommelygtens skær. Gulvet er fyldt med sort vand, der når et godt stykke op på gummistøvlerne. Stenblokke og 200 år gamle tømmestokke i vandet gør det svært at holde balancen.

Her har ikke været mange mennesker, siden minen lukkede engang i starten af 1900-tallet. Vi ser sporene af de få, der har vovet sig herind i deres jagt efter rester af guld, som de gamle guldgravede overså. Der hvor malmen ser særlig interessant ud, er der lavet små prøveboringer i klippen.

Efter 300 meter når vi frem til salen. Lyset skinner ned fra en skakt 50 meter oppe. Det er som at træde ind i et kirkerum, hvor tiden har stået stille i hundrede år. Vi hakker lidt i kvartsen for at se, om der gemmer sig guldkorn under overfladen.

Gammel guldmine i Småland
Foto på minemuseet i Ädelfors


Et ufatteligt slid

Det har været et kæmpe arbejde at bryde minegangen i 1700- og 1800-tallet. Det var før, der var dynamit og trykluftbor. I århundreder brugte man samme teknik: Man tændte bål direkte på klippen, så den blev kraftigt opvarmet. Herefter hældte man koldt vand på. Det pludselige temperaturskift fik klippens overflade til at sprække, så man kunne hugge den væk med hammer og mejsel. Centimeter for centimeter ind i bjerget har man fulgt kvartsgangen, hvor guldet lå. Der skulle bruges enorme mængder af træ. Skoven over minen forsvandt, og røgen fra de mange bål har lagt sig som en tung dyne over området. Men allerede 10 meter inde i mineskakten kunne de ikke længere tænde bål. Røgen ville ud samme vej, som luften ville ind. Derfor byggede de gamle guldgravere sindrige ventilationssystemer med rør i form af udhulede træstammer og et blæseværk over minen, der kunne føre luft ned i de smalle minegange.

Mineskakt
Foto: © sydsverige.dk
I udkanten af Ädelfors står en model af den vanddrevne knusemaskine, guldgraverne brugte til at knuse guldmalmen til stenmel, så de kunne vaske de små korn ud. Maskinen er fire meter høj. Den originale knusemaskine var fire gange så stor. Vandhjulet drev 16 store jernbeslåede tømmerstokke, der bankede op og ned som stempler i en motor.

Det har været et helt ufatteligt slid at få fat i guldet ved Ädelfors. På stenmuseet inde i byen ligger tre af de omkring 18.000 gulddukater, guldet blev smeltet om til. Det tog 175 år at tvinge 222 kg guld ud af bjerget. Det er næsten ikke til at forstå, at de gamle guldgravere blev ved år efter år. Ikke før man selv står derude og mærker suget efter guld.