Debat


Debat om Vandring

Skriv nyt indlæg - Alle debatter

Vandreruten Mölle – Kullens fyr – Mölle

Vandring på Kullen

Foto: © sydsverige.dk

Siden er publiceret / opdateret: 6. marts 2017
Kort over sydsverige

Rundvandring på Kullen (ni km)

Fra den lille kystby Mölle kan man vandre ud til spidsen af Kullen ad sydkysten og tilbage ad nordkysten. En tur på i alt ni km.

Kullen har et velfungerede stisystem, og der er al mulig grund til at benytte det! Fra Mölle til Ransvik en km fremme på sydkysten findes en umarkeret, men meget tydelig sti. Fra Ransvik og videre ud til Kullens fyr findes en sti markeret med røde pletter, og fra fyret til Djupadal på nordkysten findes en blå sti. Og endelig er der sti fra Djupadal tilbage til Mölle.

Hvis du vil forkorte turen, kan du benytte de tværgående stier, der løber mellem den røde og blå vandresti.

Kort over ruten

Det er nemt at finde vej også uden kort. Bortset fra strækningerne Mölle-Ransvik og Djupadal-Mölle er hele vandreruten markeret med røde eller blå pletter på stolper eller træer.


Kortet viser nogenlunde, hvordan ruten forløber. De runde markeringer med GPS-koordinater og beskrivelse af seværdigheder er dog placeret korrekt på ruten.



Sværhedsgrad

Vandreruten har en højdeforskel på knap 100 meter og kan ind imellem være krævende, især hvis man vælger at lave afstikkerne ned til stranden. Trapperne fra hovedstien ned til stranden er stejle og kræver gode ben og en rimelig fysik. Børn fra 10-års alderen kan godt være med på hele turen, hvis de har en god fysik, er vant til gåture og ikke er bange for højder.

Turens varighed

Regn med mindst fire timer til selve vandreturen Mölle-Kullens fyr-Mölle. Heri er ikke medregnet afstikkere til stranden eller hvil.

Rutebeskrivelse – Fra Mölle til fyret

Indled turen i Mölle. Parker fx bilen ved havnen (GPS: 56.2826, 12.4934 (WGS84: Decimal)), eller kør lidt ud ad Norra Strandvägen, hvor der er enkelte offentlige p-pladser.

Følg kystvejen Norra Strandvägen med havet på venstre hånd. Fortsæt og passer skiltet ”Gäller ej fordon med tilstånd” for enden af vejen. Gå nu ind i Kullens naturreservat og følg Kyststien mod Ransvik.

Norra Strandvägen i Mölle
Norra Strandvägen i Mölle. Foto: © sydsverige.dk

Vandreruten Mölle – Kullens fyr – Mölle
Kyststien ind i naturreservatet. Foto: © sydsverige.dk


Ved Caféen i Ransvik (har åbent om sommeren) følger man trapperne op til den asfalterede vej. Her kan du enten gå ca. 100 meter op ad vejen og holde øje med de røde markeringer, hvor stien fortsætter. Eller fra trappen ved caféen kan du gå forbi de parkerede biler og ligeud (parallelt med kysten), hvorved du gerne skulle komme ind på stien efter ca. 50 meter.

Caféen i Ransvik
Caféen i Ransvik. Foto: © sydsverige.dk

På vej mod Kullens fyr
Foto: © sydsverige.dk


Fra Ransvik fortsætter ruten gennem løvskov og kreaturindhegninger op til et udsigtspunkt med imponerende udsigt over Kullahalvøen og Mölle i det fjerne. Fortsæt langs kysten videre til fyret, eller tag den gule vej til højre ca. 500 meter efter udsigtspunktet, hvorved man kan forkorte turen med et par kilometer.

Over kreaturindhegninger
Foto: © sydsverige.dk

Udsigt over Mölle
Billede 6. Udsigtspunktet - Mölle skimtes i det fjerne. Foto: © sydsverige.dk


Næsten ude på spisen af Kullen kan du gøre en afstikker til Lahibiagrottan, inden du fortsætter til fyret.

Efter fyret fortsætter man ad den blå sti. Efter ca. en km kommer man til stien ned til Visitgrottan. Selve grotten, der er formet af havets bølger, er blot en fordybning i klipperne på nogle meter, men kysten er meget smuk, og grottens placering flere meter over havets niveau viser, at denne del af Sverige har hævet sig siden istiden. Grotten har været besøgt siden stenalderen.

Vandretur på Kullen
Foto: © sydsverige.dk

Kysten ved Visitgrottan
Kysten ved Visitgrottan. Foto: © sydsverige.dk

Den blå vandresti rundt om Kullen
Foto: © sydsverige.dk


Tilbage på hovedstien snor ruten sig østpå gennem et smukt landskab med krogede løvtræer og bregner i skovbunden. Man går med golfbanen på højre hånd, men ser den ikke.

Fremme ved nedgangen til Josefinelust kan man følge stien og trapperne ned til stranden eller fortsætte videre ad den blå rute til Djupadal. Her skal man forlade den blå rute og i stedet følge skiltet mod Mölle.

Natur langs vandrestien
Foto: © sydsverige.dk

Visse steder er skrænterne stejle
Foto: © sydsverige.dk


Se flere billeder

Kullen - Fotogalleri

Terrängkartan 507. Målestok 1:50.000
507 Helsingborg
Terrängkartan

Køb kort over Kullen og omegn

Terrænkort 507 Helsingborg i målestok 1:50.000 dækker hele Kullen og Helsingborg mv. Kortet er meget detaljeret og kan købes i vores webshop.

Vandreruten mellem fyret og Arild

En anden vandremulighed på Kullen er ruten mellem Arild og fyret (eller omvendt) - en vandrerute som også kan anbefales: Parker fx bilen på p-pladsen ved havnen i Arild og følg kysten forbi havnen, så kommer du ind på Vandreruten Öresundsleden (markeret med orange mærker og / eller skiltet "SL5". Afstanden mellem Arild og fyret er 11,4 km, og du kommer bl.a. forbi den kendte drivtømmerkonstruktion Nimis.