Debat


Alle debatter

Skriv nyt indlæg

Geddefiskeri i Karlskronas skærgård

Siden er publiceret / opdateret: 10. oktober 2023
Maksimér
Kort over sydsverige
GPSGPS GPS
Latitude : 56.14445
Longitude : 15.67112
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS
Geddefiskeri i Karlskronas skærgård
Du kan fange gedder i skærgården hele året. Normalt er fiskeriet bedst i marts-april og i september-oktober


Gedden - en glubsk rovfisk

Gedden er en ferskvandsfisk, som stortrives i de svenske søer og åer, men den lever også i havet nær kysten, hvor åernes udløb er med til at holde saltindholdet nede. Vandet i Karlskronas skærgård er saltfattigt, og her trives gedden udmærket.

Gedden er en glubsk rovfisk, som absolut ikke er kræsen. Den æder alle slags fisk, også sin egen art, foruden ællinger, frøer og hvad den ellers kommer i nærheden af.

Du kan fange gedder hele året. Normalt er fiskeriet bedst i marts-april og i september-oktober.


Kortet er oprettet af sydsverige.dk.
Man kan fange gedde stort set overalt i Karlskronas skærgård. Kortet viser nogle særlig gode områder (ikke specifikke steder). Du kan zoome ind / ud på kortet og klikke øverst til venstre for at skifte til satellit-visning.


Overnatning i eller nær Karlskronas skærgård



Forår

I det tidlige forår (marts) søger gedderne ind på lavt vand - ofte på under to meters vand - nær kysten. De tungeste gedder fanges normalt i denne periode, inden legen og gydningen i april-maj. Når legen og den lange fasteperiode er overstået inde i maj, er gedderne sulte, og de hugger på næsten hvad som helst.

Efter legen og hunnernes gydning i maj forlader gedderne det lave vand og søger ud på lidt dybere vand (2-3 meter) omkring større sten og små holme i skærgården. Det er en fordel af fiske ved pålandsvind, hvor det lune overfladevand presses ind mod kysten. Dér samles småfisk, og det tiltrækker gedderne.

Sommer

Fra det sene forår og frem til det tidlige efterår i august finder man de større gedder på dybere og koldere vand i den ydre skærgård, rundt om øer og skær, og her skal du bruge båd.

Geddefiskeri i Karlskronas skærgård


Efterår

Om efteråret og den tidlige vinter søger gedderne atter ind på lavt vand. På denne årstid er gedderne både kraftigere og stærkere end om foråret, hvor de kan være magre og afkræftede efter legen og gydningen.

SE OGSÅ

Geddefiskeri i de sydsvenske søer

Fiskemetoder

De mest almindelige fiskemetoder er brug af wobler og skeformede blink, men du kan også benytte jigs og jerkbaits. Om sommeren er blå og sølvfarvede blink bedst, når man fisker efter gedder i skærgården. Brug en kraftig line, og husk forfang fx i form af en tynd skålwire foran blinket: Gedden har syleskarpe tænder og kan nemt bide en tynd nylonline over. Medbring en tang med langt næb til at løsne krogen fra geddens mund, det kan ikke anbefales at bruge fingrene.

Gratis kystfiskeri

Modsat de danske betalingsregler er kyst- og havfiskeriet gratis i Sverige. Du skal altså ikke købe fiskekort / fisketegn for at fiske efter gedde langs kysten. Du må dog højst beholde tre gedder (40–75 cm.) pr. dag fanget med stang, og der kan være lokale regler for, hvor de må fiske langs kysten, se mere under Links.