Gøteborgs sydlige skærgård

(Svensk: Göteborgs södra skärgård)

Foto: © sydsverige.dk

Siden er publiceret / opdateret: 15. marts 2017
Maksimér
Kort over sydsverige
GPSGPS GPS
Latitude : 57.6611
Longitude : 11.8429
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS
GPS-koordinaterne er til Saltholmen, hvorfra bådene sejler ud i skærgården.

100 småøer og klippeskær

Gøteborgs sydlige skærgård består af over 100 navngivne småøer og klippeskær, hvoraf de største øer har helårsboliger eller sommerhuse. Flere af de store øer er bilfrie, bl.a. Styrsö, hvor de lokale anvender cykel, knallert eller eldrevne golfvogne til at komme rundt på øen.

Man kan sagtens opleve øerne til fods. En anden mulighed er at leje cykel til at komme rundt. De større skærgårdsøer har spisesteder, overnatningsmuligheder, badestrand og gode vandrestier.

Skærgårdsbådene sejler fra Saltholmen

Det tager kun 15-30 minutter at sejle ud til øerne med passagerbåd fra Gøteborg. Skærgårdsbådene sejler fra Saltholmen på fastlandet til større øer som Asperö med gode badeklipper (450 fastboende), Brännö med 900 fastboende, Styrsö med 1400 fastboede og et pensionat, Donsö kun 15 minutter fra Saltholmen (1500 fastboende), Vrångö med mange gode sandstrande, vandrehjem og pensionat. For mange af de 4500 fastboende i den sydlige skærgård er bådene det daglige transportmiddel til og fra arbejde inde i Gøteborg, hvorfor prisen på en billet er lav.

Skærgårdsøen Styrsö
Skærgårdsøen Styrsö har 1400 fastboende og er en af de større skærgårdsøer ved Gøteborg. Foto: © Johannes Berner/ Göteborg & Co


Med sporvogn til Saltholmen

Tag sporvogn linje 11 fra Gøteborgs centralstation ud til Saltholmen, hvorfra skærgårdsbådene sejler, en tur på omkring en halv time.

Parkering ved Saltholmen

Om sommeren kan det være svært at finde en ledig P-plads nede ved bådene på Saltholmen. I stedet kan man køre ca. 1,5 km tilbage ad Saltholmgatan til sporvogns-stoppetstedet Käringsberget. Her kan man parkere på en af villavejene bag stoppestedet og tage sporvognen tilbage til Saltholmen. En billet til sporvognen gælder normalt også til skærgårdsbådene.