Söderåsens Nationalpark

Söderåsens Nationalpark

Skäraåen. Foto: skane.com © sydpol.com

Siden er publiceret / opdateret: 31. marts 2016
Maksimér
Kort over sydsverige
GPSGPS GPS
Latitude : 56.0394
Longitude : 13.2526
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS
GPS-koordinaterne ovenfor er til hovedindgangen ved Skäralid
Vejret Vejret

Vädret Skäralid

Nordeuropas største naturskov

Få timer fra København venter Söderåsens Nationalpark, der er Nordeuropas største naturskov. Her kan man gå på geologisk skattejagt med børnene, gå rundt om den sagnomspundne ’Odins sø’, udforske en af de mange vandreruter, der går gennem klippelandskaber og grønne bøgeskove eller bare pakke madkurven ud og nyde naturen i fred og ro.

Söderåsens Nationalpark ligger ca. 30 km øst for Helsingborg og består af 1625 hektar stort skov- og klippelandskab med et rigt dyre- og planteliv.

Vandrestier

Fra nationalparkens hovedindgang ved Skäralid kan man vælge mellem fire markerede vandrestier fra 800 meter (handicapvenlig) til 7,4 km.

En af stierne går langs Skärån ind i en dyb sprækkedal med høje skrænter på begge sider. Efter ca. to km og en stigning på 90 meter når man Kopparhatten, hvorfra der er smuk udsigt over det skånske landskab. Man kan også nå Kopparhatten ad en snoet bilvej, som udgår fra P-pladsen ved hovedindgangen.

Söderåsens Nationalpark byder også på en længere vandrerute. 14 km af Vandreruten fra ås til ås, som er en del af Skåneleden, går gennem nationalparken. Strækningen gennem nationalparken går fra Klåveröd i nordvest og videre til Röstånga i sydøst.

Söderåsens Nationalpark
Foto: © sydsverige.dk


Indgange til nationalparken

Der er flere indgange til Söderåsens Nationalpark. Hovedindgangen ligger ved Skäralid (ved hovedvej 13) med stor P-plads. Her findes en café og et Naturum, hvor man kan få en god indføring i nationalparkens dyr, planter, geologi og kulturhistorie og hvor man kan få kort og forslag til ture.
Der er også en sydligere indgang til nationalparken ved byen Röstånga.

508 Perstorp Terrängkartan
508 Perstorp
Terrängkartan

Køb kort over Söderåsen og Söderåsens Nationalpark

Terrängkort nr. 508 Perstorp dækker næsten hele Söderåsen herunder nationalparken og en stor del af Midtskåne. Kortet er velegnet, hvis du vil have et overblik over Söderåsen og nationalparken. Kortet viser bl.a. - med rød streg - de første 8 etaper af vandreruten Ås til åsleden gennem Söderåsen samt shelters (svensk: vindskydd) på ruten.

Stier og vandreruter i Söderåsens Nationalpark
Stier og vandreruter
i nationalparken

Gratis kort

Hvis du køber Terrängkort nr. 508 Perstorp, sender vi samtidig gratis en lille folder med et meget detaljeret kort over selve nationalparken med overnatningshytter og vandrestier inde i nationalparken og p-pladser i nærheden af nationalparken. Kortet er i målestok 1:20.000, dvs. 1 cm svarer til 200 meter.

Vandreområdet Klåveröd
Vandreområdet
Klåveröd
Du har også mulighed for at få en gratis folder med et meget detaljeret kort over vandreområdet Klåveröd, der ligger op til Nationalparken mod vest. Hvis du også ønsker denne folder, skal den bestilles i webshoppen. Bestil folderen Klåveröd her. Kortet i folderen er i målestok 1:15.000 og dækker et område på ca. 3x3 km. Vi leverer kun denne folder, hvis du samtidig køber Terrängkort nr. 508 Perstorp eller et andet ikke-gratis kort. Hvis du bestiller folderen, bliver portoudgiften lidt højere.

Overnatning i Söderåsens Nationalpark

I kan overnatte i en af overnatningshytterne (raststugor) i nationalparken. Den ene - Liagården - har plads til 19 personer. Den anden - Dahlsberg - har plads til 25. Overnatningen er gratis. Husk liggeunderlag, for der er ingen madrasser i sengene. Hvis I er en gruppe, der vil være sikker på at der er sovepladser, når I ankommer, kan I booke og leje hytten Killahuset, som ligger i nærheden af naturum ved hovedindgangen.

I kan også slå telt op på græsplænen ved de to hytter. Der er ingen andre teltpladser i nationalparken. Husk at allemandsretten ikke gælder i nationalparkerne.

Fotogalleri - Söderåsens Nationalpark

Se billeder af Liagården og Dahlsberg i fotogalleriet Söderåsens Nationalpark - Fotogalleri og læs mere på nationalparkens hjemmeside

Overnatning nær nationalparken - afstande fra Skäralid



Nordeuropas største naturskov

Skovarealet udgør godt halvdelen af Söderåsens Nationalpark. Målet er at skoven skal have lov at udvikle sig frit og blive til naturskov. Døde og væltede træer får lov at ligge og rådne til gavn for svampe og insekter.

Geologi

Söderåsen er ikke en egentlig ås, men høje klipper af gnejs og granit med dybe sprækkedale. For mellem 70 og 200 millioner år siden blev Söderåsen trykket op mens det omkringliggende urfjeld sank. Derved fremstod Söderåsen som det klippelandskab, det er i dag. Söderåsens imponerende klippeskråninger kan bl.a. ses fra toppen af Kopparhattan.

Solnedgang over Kopparhatten
Solnedgang over Kopparhatten. Foto: © sydsverige.dk


Den cirkelrunde Odensjön

I Nackarpsdalen, i den sydlige del af Söderåsens Nationalpark, ligger den sagnomspundne Odensjön (Odins sø). Det er en næsten cirkelrund sø omgivet af 30 meter høje skrænter. Vandet er helt klart, og ifølge en gammel legende stod søen i forbindelse med krypten i Lunds Domkirke ca. 35 km væk via en underjordisk kanal. Tidligere troede man også, at søen var bundløs. Man kan købe fiskekort til søen.