Debat


Alle debatter

Skriv nyt indlæg

Grænsen til Sverige er åben !

Denne side er blevet vist 4252 gange

Mens flyene står stille i de danske lufthavne, Tyskland og Norge har lukket deres grænser bl.a. for danske turister, er Sverige et af de få lande, det fortsat er muligt at rejse til som dansker.

Siden Corona-krisens begyndelsen i starten af marts har den svenske grænse været åben for EU-borgere. Hvor svenske turister bliver afvist af politi og hjemmeværn ved indrejse i Danmark, kan man som dansk turist godt rejse ind i Sverige, hvis blot man medbringer pas eller anden gyldig legitimation. Grænselukningen for indrejse på den danske side undrer bl.a. dele af svensk erhvervsliv. Øverste chef for en stor skånsk erhvervs- og arbejdsgiverorganisation Stephan Müchler udtalte til Politiken 8. maj at ”Vi har ærligt talt svært ved at se, at grænselukningen overhoveder har nogen effekt. Man skal huske, at spredningen af Coronavirus er lavere i Skåne end på Sjælland, faktisk en hel del lavere”.

Udenrigsministeriet har netop opdateret sin rejsevejledning for Sverige, og her fraråder man fortsat alle ikke-nødvendige rejser til bl.a. Sverige frem til og med 31. maj. Det er svært at forstå, da spredningen af Coronavirus er nogenlunde ens i de to lande. Berlingske skriver 2. maj, at smittetrykket i Sverige ligger på 0,85, mens det i Danmark er 0,9, så spredningen sker nu langsommere i Sverige end i Danmark. Hverken Udenrigsministeriet eller Sundhedsstyrelsen kan redegøre for de sundhedsfaglige argumenter for fortsat at fraråde ikke-nødvendige rejser til Sverige og henviser til Statsministeriet. Men andre ord er der tale om en politisk beslutning.

Udenrigsministeriets rejsevejledning er netop en vejledning, så i sidste ende afgør du selv, om du vil tage en tur til Sverige på fx vandreferie eller en tur i ødegård. Du skal naturligvis ikke tage af sted, hvis du er syg eller har symptomer på CoVid-19. Hvis du skulle være uheldig at blive syg i Sverige, gælder dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis) fortsat i de nordiske lande.

Svar på indlægget

Udenrigsministeriet har i dag 29. maj opdateret sin rejsevejledning for Sverige, og som tidligere fraråder man fortsat alle ikke-nødvendige rejser til Sverige – nu frem til 31. august.

Som begrundelse skriver Udenrigsministeriet: ”Det gør vi ud fra et forsigtighedsprincip, der handler om at minimere risikoen for, at danskere bliver smittet med COVID-19 i udlandet for derefter at tage smitten med hjem til Danmark.”

Grænsen fra Danmark til Sverige er fortsat åben for danskere og andre EU-borgere, så du afgør selv, om du vil tage på ferie i Sydsverige. Hvis du fx tager til Skåne, er risikoen for at blive smittet med covid-19 lavere end på Sjælland: I region Sjælland er 13,9 personer pr. 100.000 indbyggere døde af covid-19 siden marts. I region Hovedstaden er tallet 17,6 og i Skåne 12,3. Og lige nu har Skåne et lavere smittetryk end Sjælland (kilde: Bag Borgen, DR1, 28. maj). Det højere dødstal for Sverige som helhed i forhold til Danmark skyldes i høj grad, at smitten blev spredt blandt udsatte ældre i Stockholm.

Ifølge Politiken 29. maj drøfter regeringen mulige regionale aftaler med Sverige, for eksempel Øresundsregionen.
Ifølge Berlingske 30. maj oplyser Sveriges socialdemokratiske indenrigsminister, at man arbejder på en regional løsning for Sverige. Desuden at den svenske regering fortsat ønsker indrejse fra både turister og ødegårdsejere fra Danmark til Sverige, selv om grænsen er lukket den anden vej: ”Vi må huske på, at det er godt for vores turisterhverv og vores økonomi, når danskere besøger Sverige” siger hun.

Dermed er forvirringen total: En dansk regering, som fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Sverige, og en svensk regering, som på den anden side af grænsen opfordrer danskere til at rejse til Sverige...

Svar på indlægget