Forsiden > Her

Debat


Alle debatter

Skriv nyt indlæg

Vejkrydset i Åkerby

(Svensk: Åkerby Vägskäl)

Siden er publiceret / opdateret: 4. januar 2024
Maksimér
Kort over sydsverige
GPSGPS GPS
Latitude : 56.6604
Longitude : 15.3362
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS
Åkerby Vägskäl
Foto: © sydsverige.dk


Mødested for emigranterne

Vejkrydset i Åkerby mellem Linneryd og Emmaboda var i anden halvdel af 1800-tallet mødested for emigranterne fra Ljuders sogn. Her mødtes de på deres læssede vogne for at køre sammen ned til Karlshamn og de ventende skibe, der skulle sejle dem videre til den nye verden i Nordamerika.

Mindestenen

Ved vejkrydset rejste Sognebørnene i Ljuder i 1974 en mindesten over de mange, som gennem årene forlod Ljuder. På stenen kan man læse:

Mindestenen i Åkerby
Foto: © sydsverige.dk

Mindestenen i Åkerby
Foto: © sydsverige.dk


"Her ved vejkrydset i Åkerby begyndte for mange rejsen mod landet i Vest. For drømmen om frihed og fremgang forlod de hjemstavnen, men Ljuder levede videre i deres hjerter. Vilhelm Moberg gjorde dem levende i sit epos om udvandrerne".

I romanen Udvandrerne beskriver Vilhelm Moberg, hvorledes Karl Oskar, hans kone Kristina, deres børn og broren Robert tager afsked med forældrene inden turen går videre til vejkrydset i Åkerby, hvor de skal mødes med de andre udvandrere:

”Afskeden fra dem der blev tilbage, blev ikke langvarig. (..) Märtha omfavnede alle sine børnebørn og sagde: - Gud beskytte og bevare jer, små, hjælpeløse stakler! Sønnerne rakte deres forældre hånden, lidt forlegne, næsten skamfulde, omtrent som små drenge, der har været ulydige, men skammer sig for at bede om forladelse for det. Ingen af dem havde nævnt noget om, at han havde i sinde at komme tilbage. Nu sagde Karl Oskar med et forsøg på at smile: Når han havde tjent penge nok i Amerika, ville han vende tilbage og købe Kråkesjö herregård, og til sin søster Lydia ville han købe Korpamoen. De tog alle sammen hans ord for en spøg, selv om ingen af dem smilede. Nils og Märtha vidste, at de på denne halvmørke aprilmorgen så deres sønner for sidste gang i dette liv”. (…) "Kristina omtalte ikke for Karl Oskar, at hun var kommet til at høre et par ord, som Nils havde ladet falde, da læsset var kommet i orden: Jeg må vel ud på trappen og se mine sønners ligfærd."
Fra "Udvandrerne", af Vilhelm Moberg (Westermann, 1950). side 121-122.