60 STF vandrehjem i det sydlige Sverige
Den svenske turistforening - STF (Svenska Turistföreningen) driver ca. 250 vandrehjem, pensionater, hoteller, fjeldstationer og fjeldhytter i hele Sverige, hvoraf omkring 60 ligger i det sydlige Sverige.Find vandrehjem
Find et STF vandrehjem eller uafhængigt vandrehjem på sydsverige.dk.Høj standard på STF vandrehjem
Siden STF opfandt begrebet vandrehjem i 1933, er der sket meget med standarden. De fælles sovesale er erstattet af dobbelt- og familieværelser med eget badeværelse eller med bad og toilet på gangen, og i dag kan vandrehjemmene minde om små hoteller. Nogle vandrehjem tilbyder dog stadig, at man kan booke en seng i et flersengsværelse, hvor der bor andre gæster. I højsæsonen kan man overnatte op til fem nætter på samme vandrehjem.Dyrere, hvis du ikke er medlem af STF eller Danhostel
Du behøver ikke være medlem af STF for at bo på vandrehjemmene, men ikke-medlemmer skal typisk betale 50-100 svenske kr. mere for en overnatning end medlemmer. STF vandrerkort kan købes på det enkelte vandrehjem og er gyldigt 1. januar - 31. december det pågældende år. Hvis du har et Danhostel-medlemskort, giver det samme rabat hos STF som et STF-medlemskab.Som medlem af STF får du medlemsbladet Turist med posten seks gange om året. Det er et rigtig godt blad (dog på svensk) med gode artikler om aktivferie i Sverige.
Få eget værelse
Hvis du rejser alene og ikke ønsker at dele værelse med andre, kan du som regel få dit eget værelse mod et mindre tillæg i prisen - forudsat at der er værelser i overskud.
STF Ljuder / Grimsnäs Herrgård i Småland blev i 2018 udnævnt af STF som et af deres bedste vandrehjem ikke mindst pga. sin gode restaurant. Foto: Anette Andersson