Find drikkevand på vandreturen i Sverige

Sådan finder du godt drikkevand i naturen

Drikkevand på vandreturen

I Lapland kan man næsten overalt hente rent drikkevand direkte i floder og åer, i Sydsverige skal man være mere forsigtig. Foto: Fredrik Broman/imagebank.sweden.se

Siden er publiceret / opdateret: 2. juni 2023

Inden turen: Tjek dit kort, om der er drikkevand på ruten

Når du planlægger din vandretur, så brug lidt tid på at tjekke, hvor på ruten der er drikkevand. Vandrer du på for eksempel Skåneleden, er vandposter med rent drikkevand indtegnet på de kort, du kan købe i vores webshop. Men hvad hvis der ikke er drikkevand (brønde / vandposter) undervejs på ruten?

Du kan næsten altid finde søvand, som du enten kan koge eller filtrere med et af de biofiltre, som friluftsbutikkerne sælger (for eksempel Sawyer Mini, som er et lille vandrensningssæt, som er let og hurtigt at bruge). Har du hverken vandfilter eller nok gas til at koge vandet, er her et par tips.

På ruter uden vandposter: Sådan finder du godt drikkevand i naturen

Hvis du henter vand fra søer, så vælg store søer. Og henter du vand i åerne, så vælg åer med god gennemstrømning. Du skal undgå at hente vand i søer og åer, der ligger i nærheden af gamle industrier (glasværker eller savværker), og i områder, hvor der er mange husdyr eller meget landbrug. Især i landbrugsområder bliver meget jord skyllet ud i vandløb, når det regner kraftigt. I områder med meget grus og sten i jorden bliver regnvandet bedre filtreret, inden det når frem til åer og søer.

Også årstiden påvirker vandkvaliteten. Om foråret er vandet koldt og har som regel en høj kvalitet. I løbet af en tør og varm sommer falder vandkvaliteten i åerne.

Brug også din sunde fornuft til at vurdere om vandet kan drikkes:
1) Det visuelle: Hvordan ser vandet ud? Hvis vandet er grumset med masser af partikler, bør du ikke drikke det. Medbring evt. en tragt og nogle kaffefiltre til at fjerne evt. større partikler. Et kaffefilter er dog ikke nok til at fjerne bakterier mv.
2) Lugter vandet? Hvis vandet lugter, for eksempel lidt surt, bør du absolut ikke drikke det.
3) Hvordan smager vandet? Hvis 1 og 2 er i orden, kan du smage på en smule af vandet. Smager det ok, så drik det. Meget vand smager af jern, og det er uskadeligt.

SE OGSÅ

Vandreruter i det sydlige Sverige