KKAM Höganäs - keramik, kunst, atelier

(Svensk: Höganäs Museum och Konsthall)

Siden er publiceret / opdateret: 3. februar 2026
Maksimér
Kort over sydsverige
Åbningstider
Åbningstider 2026:
Museet åbner for sæsonen 7/3 kl. 13-17. Se museets eget website under Links.
AdresseAdresse Adresse
KKAM Höganäs
Polhemsgatan 1
263 37 Höganäs
Sverige
GPSGPS GPS
Latitude : 56.2001
Longitude : 12.5741
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS
KKAM Höganäs
KKAM Höganäs. Foto: Jessica Persson


Keramik og Höganäs' keramikhistorie

KKAM Höganäs er i dag et nationalt center for keramik og keramisk kunst. Centret opstod, da Höganäs Museum och Konsthall og det tidligere Keramiskt center i Höganäs blev samlet i én organisation.

Det nye KKAM har fortsat til huse på museets tidligere adresse, og en stor del af museets oprindelige udstillinger og samlinger er blevet integreret i det nye center, suppleret med nye udstillinger, værksteder og aktiviteter med fokus på både historisk og nutidig keramik.

Fra kulminedrift til keramik

Allerede i slutningen af 1700-tallet blev der fundet betydelige mængder stenkul i Höganäs, og frem til midten af 1900-tallet var minedriften byens vigtigste erhverv og identitet.

KKAM Höganäs
Fra den permanente udstilling „Höganäs’ keramikhistoria“. Keramik af Petter Eklund. Foto: Ole Jais


Den permanente udstilling „Höganäs’ keramikhistoria“ fortæller både historien om Höganäs som mineby og om overgangen til keramikproduktion og viser bl.a. et autentisk minearbejderhjem fra slutningen af 1800-tallet, som giver et indblik i datidens levevilkår.

Da kulindustrien gik tilbage i første halvdel af 1900-tallet, opstod behovet for nye indtægtskilder. Løsningen blev produktion af tegl og senere saltglaseret keramik, fremstillet af ler, der oprindeligt var et biprodukt fra kuludvindingen. Denne omstilling lagde grundstenen til Höganäs’ senere position som et af Sveriges vigtigste keramikområder.

KKAM Höganäs
Linn Fernström. Foto: Ole Jais


Sveriges keramikområde

I dag forbindes Höganäs især med keramik og kunsthåndværk, og området betragtes som et centrum for svensk keramik. Den lerholdige jord i Nordvestskåne har gennem århundreder skabt ideelle betingelser for keramikproduktion, og mange anerkendte keramikere har valgt at etablere sig her.

KKAM Höganäs rummer en omfattende permanent samling af stentøj og keramik fra lokalområdet samt en betydelig samling af nordisk keramik, der dokumenterer udviklingen inden for form, teknik og kunstnerisk udtryk.

Fotohistorisk samling

På museets første sal findes den permanente udstilling "Bygdehistorisk utställning" med en afdeling om fotografen Peter P Lundh (1865-1943), som blev kendt for sine "syndige" billeder af badegæster i badetøj omkring år 1900. Mölle var dengang berygtet som stedet, hvor mænd og kvinder måtte bade sammen, dvs. fra samme strand, noget der ellers var uhørt på den tid i Europa. Velhavende turister fra bl.a. Tyskland rejste til Mölle for at bade fra stranden og bo på de nye badehoteller.

Fotografen Peter P Lundh fik rettighederne til at lave fotos på stranden af badegæsterne i badetøj. Billederne blev til postkort, som blev sendt ud i Europa. Udstillingen på Höganäs Museum viser noget af Peter P Lundhs udstyr, som blev benyttet i hans atelierer i Höganäs, Mölle og Arild. Ved sin død i 1943 efterlod han en stor samling glasplader, hvoraf 6500 blev doneret til museet. Glaspladerne er siden blevet restaureret, og der blev udgivet en bog med nogle af hans fotos. Enkelte af Peter P Lunds ikoniske badefotografier kan i dag også ses på Caféen i Ransvik.

SE OGSÅ

Flere museer i Skåne

Museumsbutik

Museumsbutikken tilbyder et bredt udvalg af stentøj, kunsthåndværk og designprodukter fra nogle af Sveriges førende keramikere, samt bøger, gaveartikler og specialudgivelser med relation til keramik, kunst og lokalhistorie.