Kalkskulpturer ved kysten
Omkring 10 km syd Byxelkrok finder man det tre hektar store naturreservat Byrums raukar.Gennem tusindvis af år har havet eroderet kystens kalksten til spændende skulpturer, som man her på Øland kalder raukar. De omkring 120 raukar ved Byrum er dannet ved, at bølgerne har udvasket løs og blød kalksten og efterladt den hårdere Holenkalksten. Raukarne er ikke så imponerende som Langhammars raukar, man kan opleve på øen Fårö ved Gotland, men de er et besøg værd.

Foto: Eva Finder
De ældste dele af Ølands undergrund blev dannet for ca. 550 millioner år siden under den geologiske tidsalder Kambrium. Dengang fandtes her et tropisk hav med et koralrev, som gennem tiden blev presset sammen og omdannet til kalksten. Gennem millioner af år har Øland langsomt hævet sig op fra havet. Vestkysten af øen var oprindeligt en høj klint, og de omkring 120 raukar er i dag en af resterne af klinten.