Sigfridsleden midt i Småland

Siden er publiceret / opdateret: 4. marts 2026
Kort over sydsverige
Sigfridsleden
Foto: © sydsverige.dk

En vandrerute i Småland

Den 108 km lange Sigfridsleden begynder ved Asa nord for Växjö og går ned til søen Rottnen syd for Hovmantorp. Sigfridsleden følger især småveje og i mindre grad naturstier. Ruten mellem Asa og Rottnen er præcis 108 km (opmålt ud fra GPS-data), forudsat at man også går ind til Växjö.

Fra Asa i nord kan du fortsætte nordpå ad Höglandsleden enten mod øst eller vest. Disse to delstrækninger er ikke en del af Sigfridsleden, men de er med på den GPX-fil over ruten, du kan købe i vores webshop.

Mange af de sydsvenske vandreruter har overlap, og der er ikke altid enighed om, hvilke strækninger der hører til den ene eller anden rute. Sigfridsleden må ikke forveksles med Västra Sigfridsleden, der overvejende løber vest for Växjö.

Sigfridsleden har navn efter en engelsk missionær Sigfrid, der omkring år 1000 stod bag opførelsen af den første kristne kirke i Växjö. Nogle kilder anser ham for at være den første biskop i Växjö. Sigfrid blev i de følgende århundreder gjort til helgen - Sankt Sigfrid - og knyttet til kristendommens indførelse i Småland.

Sigfridsleden midt i Småland

Kortet er oprettet af sydsverige.dk.
Sort-hvide markeringer viser sheltere. Det røde symbol øverst viser Asa Vandrarhem. Det grønne symbol viser Tolg Naturcamping. Oplysningerne om sheltere og rutens forløb er bl.a. leveret af den svenske myndighed Lantmäteriet, februar 2026.



Sigfridsleden GPX-fil

Køb vandreruten som GPX-fil til din mobiltelefon

I vores webshop kan du købe kortet over hele Sigfridsleden som en GPX-fil, du kan vise på din mobiltelefon. Vi sender GPX-filen i en e-mail og en vejledning til, hvordan du installerer en gratis app på din mobil, der kan vise GPX-filen med vandreruten, overnatning langs ruten og din egen position.



Växjö Sverigeserien - Topo50 - blad 17. Målestok 1:50.000
Växjö
Sverigeserien
Topo 50 - blad 17

Køb kort over Sigfridsleden

Terrænkortet Växjö Sverigeserien - Topo50 - blad 17 i målestok 1:50.000 dækker hele strækningen mellem Asa / Asasjön i nord og Växjö i syd, bortset fra den aller nordligste del af Asasjön med byen Asa. Derudover dækker kortet resten af den 108 km lange Sigfridsleden. Kortet er meget detaljeret og godt at have med på vandreturen. Kortet viser bl.a. de sort-hvide sheltere, du ser på kortet herover (dvs. ikke de blå-sorte). Du kan købe kortet i vores webshop. Bemærk at kortene, der findes under Links, ikke er opdateret hvad angår sheltere.


Markering og kort over ruten

Sigfridsleden er markeret med orange mærker på stolper og træer, og indimellem ses vandrerutens logo med Sankt Sigfrid.

Sigfridsleden - en vandrerute i Småland
Foto: © sydsverige.dk


SE OGSÅ

Sådan pakker du en let rygsæk til vandreturen

Overnatning

Der er lejrpladser langs ruten med shelter, tørkloset og bålplads. Desuden ligger der et vandrehjem og en naturcamping på ruten. Man kan også benytte sig af Allemandsretten og campere i skov eller på udyrket mark langs vandreruten.

Shelteret ved Nykulla
Shelteret ved Nykulla. Foto: © sydsverige.dk


SE OGSÅ

Flere vandreruter i det sydlige Sverige