Debat


Alle debatter

Skriv nyt indlæg

Växjö

Växjösjön

Växjösjön. Foto: Alexander Hall

Siden er publiceret / opdateret: 4. januar 2024
Maksimér
Kort over sydsverige
GPSGPS GPS
Latitude : 56.8767
Longitude : 14.8068
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS

Største by i det sydlige Småland

Med ca. 70.000 indbyggere er Växjö den største by i det sydlige Småland. Byen blev i middelalderen anlagt på en halvø beskyttet at den store Helgasjön nord for byen og fire mindre søer syd for byen. I dag er Växjö et økonomisk og kulturelt centrum i regionen. Byen har flere videnstunge og højteknologiske virksomheder samt Linnéuniversitetet med 15.000 studerende.

Bymidten har et livligt handelsliv omkring den lange gågade Storgatan. Gaderne i centrum er anlagt vinkelret på hinanden - noget man ofte ser i svenske byer med en byplanlægning fra 1600-tallet. Selv om Växjö blev hærget af storbrande i 1838 og 1843, har den bevaret en oprindelig charme.


Kortet er oprettet af sydsverige.dk.
Oplevelser i Växjö. Klik på symbolerne på kortet for mere info. Du kan også zoome ind / ud på kortet og klikke øverst til venstre for at skifte til satellit-visning.


Overnatning i eller nær Växjö. Afstande fra togstationen



Domkirken

Lige øst for centrum ligger den hyggelige Linnéparken og Växjö Domkirke. Växjös første kirke blev bygget ved vikingetidens afslutning i første halvdel af 1000-tallet, da Sydsverige blev kristent. Kirken blev siden erstattet af en stenkirke, som i 1400-tallet blev udbygget til den nuværende domkirke. Så sent som i 1995 blev kirken restaureret indvendigt, hvor den fik en ny døbefont og udsmykning.

Domkirken
Linnéparken og domkirken. Foto: Alexander Hall


Karolinerhuset

Ved Linnéparken finder man også det gamle, smukke Växjö katedralskole og gymnasium - kaldet Karolinerhuset, hvor bl.a. den verdensberømte botaniker Carl von Linné gik i skole i 11 år. Karolinerhuset blev opført omkring år 1700 af sten fra Kronobergs Slot, som på det tidspunkt var i forfald.

Ud over Carl von Linné har den svenske digter Esaias Tegnér, som senere blev biskop i Växjö, gået i skolen her. Karolinerhuset fungerede som gymnasium frem til 1850. I dag ejes bygningen af den svenske kirke.

Karolinerhuset
Karolinerhuset. Foto: © sydsverige.dk


Smålands Museum - Sveriges Glasmuseum

Smålands Museum - Sveriges Glasmuseum syd for jernbanen er et stort, flot museum for hele det sydlige Småland med udstillinger om regionens historie og glasproduktionen siden 1600-tallet på de mange glasværker i Småland.

Kunsthallen

Växjö Kunsthal ved Teatertorget i centrum viser svensk og international samtidskunst. Kunsthallen har 6-7 udstillinger pr. år.

Växjösjön - også for børnefamilier

Växjösjön, få hundrede meter syd for centrum, er omgivet af grønne pletter og en fem km lang søpromenade til gå- og joggingture. Man kan både fiske og bade i søen. På søens venstre bred kan børnene boltre sig i det store parkområde Strandbjörket med en af byens mest populære legepladser.

Følg den fem km lange promenade rundt om søen
En fem km lange promenade går rundt om Växjösjön. Foto: Cornelia Johansson


Udvandrernes Hus

En gåtur langs Växjösjön fører forbi Vilhelm Mobergs gata opkaldt efter en anden af byens berømtheder, forfatteren Vilhelm Moberg, som skrev om udvandringen fra Småland til Amerika i 1800-tallet. Som turist i byen bør man lægge vejen forbi Udvandrernes Hus (Utvandrarnas Hus), som fortæller om udvandringen fra Småland i perioden 1840-1930, hvor oven en million svenskere emigrerede til Amerika. Den permanente udstilling ”Drømmen om Amerika” viser denne del af Sveriges historie.

Køb kort over Växjös omegn

I vores webshop kan du vælge mellem to typer kort over Växjö og omegn: Växjö Sverigeserien - Topo50 - blad 17 i målestok 1:50.000 er velegnet til fx vandreture og kanoture omkring Växjö. Cykelkort blad 8 i målestok 1:90.000 viser cykelruter omkring Växjö.

Växjö Sverigeserien - Topo50 - blad 17. Målestok 1:50.000
Växjö
Sverigeserien
Topo 50 - blad 17
Cykelkartan blad 8
Cykelkartan blad 8


Oplevelser og seværdigheder i omegnen af Växjö


Kanoruten Värendsleden – fra Asa til Växjö (5 km fra Växjö)
Kanoruten Värendsleden nord for byen byder på fin søpadling og gode overnatningspladser med shelter, bålplads, brænde, toilet mv.

Kronobergs Slotsruin (9 km)
På en lille ø i Helgasjön ligger Kronobergs Slotsruin. Borgen, som er grundlagt i 1400-tallet, havde en central rolle i de dansk-svenske krige i 1500- og 1600-tallet. I nærheden af ruinen kan man tage en tur på Helgasjön med det gamle dampskib Thor.

Pär Lagerkvist-turen
Forfatteren og nobelpristageren Pär Lagerkvist blev født i Växjö og voksede op i byen, hvor hans far var stationsforstander. Fra Växjö kan man tage på en 40 km lang tur og besøge forskellige steder, som har haft betydning for Pär Lagerkvists forfatterskab.