Huseby Bruk

Huseby Bruk

Foto: © sydsverige.dk

Siden er publiceret / opdateret: 4. februar 2026
Maksimér
Kort over sydsverige
Åbningstider
Åbningstider 2026:
Parken og haverne er åbne året rundt.

Udstillinger og bygninger: se Husebys eget website under Links.
AdresseAdresse Adresse
Huseby Bruk
Huseby
340 32 Grimslöv
Sverige
GPSGPS GPS
Latitude : 56.7775
Longitude : 14.5897
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS

Herregårds- og industrimiljø

Det gamle jernværk Huseby Bruk med den tilhørende herregård er en af de større seværdigheder i det sydlige Småland. Huseby er et levende museum, som omfatter en hel by med Smålands ældste jernværk, et fungerende savværk, en kornmølle, smedje, vandkraftværk og en historisk landhandel.

Den store herregårdsbygning fra 1844, slotsparken og haven vidner om, at Huseby Bruk engang var et større gods med landbrug og industridrift. I hovedbygningen, som er et eksempel på Nyklassicisme, boede Huseby Bruks flere generationer af ejere. I dag kan man på guidede ture på herregården se samlinger af kunst, møbler, antikviteter og historiske genstande fra jernværkets tid.

Herregårdsbygningen
Herregårdsbygningen fra 1844. Foto: © sydsverige.dk

Herregården
Herregården. Foto: © sydsverige.dk


Jernværk gennem 300 år

Huseby Bruk blev anlagt i 1620'erne for bl.a. at forsyne den svenske flåde med kanoner og kugler. På dette sted fandtes det, man skulle bruge: vandkraft fra Helige Å (Mörrumsån), skov til at producere trækul og sømalm fra de nærliggende søer Åsnen og Salen. I en højovn blev sømalmen omdannet til jern.

Gennem 300 år har Huseby Bruk forsynet Sydsverige med jernprodukter - alt fra kanoner og maskindele til cykler og landbrugsredskaber. Huseby Bruk havde sin storhedstid i anden halvdel af 1800-tallet, hvor industrialiseringen blomstrede i Sverige. Jernbruget lukkede i 1936, og kornmøllen var i drift frem til 1950'erne. Ejendommen blev overdraget til den svenske stat i 1979.

Savværk, smedje og landhandel

I 1800-tallet lå her et savværk, men det nedbrændte i 1940'erne. Det blev erstattet af et på den tid moderne savværk, som var i drift indtil 1950'erne. I Huseby Brukshandel, som åbnede i 1870, kan man stadig købe nybagt brød og lokale specialiteter fra Huseby Bruk, herunder marmelade og kødprodukter.

Nyttehaverne

I parken er de oprindelige køkken- og frugthaver gendannet. De dyrkes økologisk, og produkterne anvendes i Husebys restaurant "Elisabeths Trädgård" eller sælges fra butikken. Godset råder over godt 2.100 hektar jord, hvoraf de 1.500 hektar er skov og resten landbrugsjord og naturreservater.

Nyttehaver
Foto: © sydsverige.dk

Huseby Landhandel
Huseby Brukshandel


Her finder du Huseby Bruk

Huseby Bruk er opført ved Helige Å mellem søerne Salen og Åsnen, ca. 20 km sydvest for Växjö.

Flere billeder

Huseby Bruk - Fotogalleri

Elmuseet

I Elmuseet findes en udstilling om elektrificeringen af Huseby og Småland fra begyndelsen af 1900-tallet og frem. Den vanddrevne el-generator, som findes i el-museet, snurrer på samme måde som i 1900-tallets begyndelse og forsyner Huseby Bruk med elektricitet det meste af året.

Det årlige julemarked

Huseby er også kendt for sit årlige julemarked (se Julemarkeder i Skåne og Småland).

Oplev naturen i omegnen

I omegnen af Huseby Bruk findes afmærkede cykelruter samt kanoruter. Syd for Huseby Bruk ligger Husebymaden Naturreservatet, et 130 hektar stort vådområde kendt for sit rige fugleliv og varierede landskab med enge, søer og skovområder.