Bäckaskog Slot

(Svensk: Bäckaskog slott)

Bäckaskog Slot

Bäckaskog Slot. Foto: © sydsverige.dk

Siden er publiceret / opdateret: 26. januar 2026
Maksimér
Kort over sydsverige
Åbningstider
Åbningstider 2026:
Slotsparken er åben hele året.
AdresseAdresse Adresse
Bäckaskog slott
Barumsvägen 255
290 34 Fjälkinge
Sverige
GPSGPS GPS
Latitude : 56.0869
Longitude : 14.348
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS

Slottet

Bäckaskog Slot ligger smukt placeret på et smalt næs mellem Ivösjön og Oppmannasjön i det nordøstlige Skåne. Stedet rummer både dramatisk middelalderhistorie, kongelige fortællinger og fine naturoplevelser.

Bäckaskog blev grundlagt som et munkekloster i begyndelsen af 1200-tallet. Senere blev klosteret ombygget, og i dag består slottet af flere teglstenslænger opført hovedsageligt i slutningen af 1500-tallet og udbygget i 1600-tallet – delvist på resterne af det oprindelige kloster.

Fra klostertiden er den tidligere klosterkirke bevaret, dog i ombygget form efter flere ændringer gennem århundrederne. I dag danner Bäckaskog Slot rammen om bryllupper, fester og konferencer, og på stedet findes også en anerkendt restaurant.

Slotsparken

Slotsparken indbyder til gåture ad snoede stier. Undervejs passerer man en urtehave med lægeplanter, en bibelsk have med planter omtalt i Bibelen samt en rosengård. Parken rummer desuden et orangeri fra Karl XV’s tid i midten af 1800-tallet.

Vandrestier

Området omkring slottet byder på tre afmærkede vandreruter på cirka 1,1, 2,2 og 3 kilometer, som fører gennem slottets jorder og det nærliggende landskab. Herfra er der også adgang til en længere vandresti, som fører op til naturreservatet Kjugekull.

Bäckaskog Slot
Fotos: Kristianstads kommun/Claes Sandén

Overnatning nær Bäckaskog Slot



Bäckaskog Slots historie

I middelalderen var de to søer Ivösjön og Oppmannasjön forbundet af et vandløb, som var rig på fisk. Efter at præmonstratenserklostret i Vä, sydvest for det nuværende Kristianstad, blev ødelagt ved brand i 1213, flyttede munkene hertil og grundlagde klosteret Bäckaskog.

Munkene levede af fiskeri, landbrug og havedyrkning, indtil Reformationen i 1536 førte til klosterets nedlæggelse. Ejendommen blev overtaget af den danske krone og senere overdraget til adelsmanden Gert Jensen Ulfstand mod, at han tog sig af de tilbageværende munke. I de følgende århundreder var Bäckaskog i blandt andet slægterne Bille og Brahes eje.

Under Den skånske krig (1675-1679) stod slottet tomt, efter at den danske ejer var flygtet til Danmark. I 1678 flyttede den svenske guvernør Rutger von Ascheberg ind. Fra 1685 til 1818 fungerede Bäckaskog Slot som bolig for chefen for det Sydskånske Kavaleriregiment. I 1800-tallet blev slottet knyttet til det svenske kongehus. Karl XV brugte stedet flittigt som sommerophold og lystslot frem til sin død i 1872. Kongen var kendt for sit udsvævende liv, og lokale fortællinger hævder stadig, at flere familier i området nedstammer fra ham.

Bäckaskog Slot


SE OGSÅ

Flere slotte og herregårde i Skåne

Naturen i omegnen

Klippeknuden Kjugekull ved Ivösjöns sydvestlige bred syd for Bäckaskog var et af Karl den XV's foretrukne udflugtsmål. Fra den gamle kæmpehøj på toppen af Kjugekull har man en af Skånes bedste udsigter over Ivö.