Debat


Debat om Vandring

Skriv nyt indlæg - Alle debatter

Ostkustleden

Det, der er med til at gøre Ostkustleden til en skøn vandrerute, er de otte ubemandede overnatningshytter, der ligger spredt ud på ruten, en i slutningen af hver etape. Foto: © sydsverige.dk

Siden er publiceret / opdateret: 13. juni 2019
Kort over sydsverige

Skøn vandrerute med etaper på 17 - 21,5 km

Den 160 km lange vandrerute Ostkustleden ligger nord for Oskarshamn i det østlige Småland. Ruten er ringformet, så du kommer tilbage til startstedet, hvis du vandrer hele turen. Regn med at bruge mindst otte dage på at gennemføre Ostkustleden.

Vandreruten er inddelt i otte etaper, hver på 17 - 21,5 km, og går gennem det gamle smålandske bondelandskab og skærgårdsmiljøerne ude ved kysten. Der er badesøer på de fleste etaper, hvilket gør Ostkustleden til en ideel vandrerute om sommeren.

En krævende vandrerute

Ruten er generelt krævende, fordi man ofte vandrer på smalle naturstier. Nogle steder er vegetationen tæt, andre steder er der stigninger, der kan mærkes i knæ og hofter, hvis man bærer på en tung rygsæk. Dagsetaperne på mindst 17 km stiller krav til fysikken. Du skal være i rimelig god form. Dele af ruten følger dog også grusveje, som er mindre krævende.

Proviant undervejs

Indkøbsmulighederne på Ostkustleden er begrænsede, så stort set al mad skal medbringes. På 7. etape kan man lægge vejen forbi Figeholm med dagligvarebutikker, og på 4. etape er der mulighed for at købe lidt proviant på et pensionat. Der er ikke andre indkøbsmuligheder nær ruten.


Numrene viser etapestart for hver af de otte etaper. Den røde linje viser nogenlunde, hvor ruten løber. Du kan zoome ind / ud på kortet og klikke øverst til venstre for at skifte til satellit-visning.



Køb kort over Ostkustleden - Kort med hytter

Fritidskarta Oskarshamn. Målestok ca. 1:55.000
Fritidskarta
Oskarshamns Kommune har udgivet et fritidskort i målestok 1:55.000, hvor Ostkustleden og hytterne er markeret. Du kan købe kortet i vores webshop.

Køb kort over Ostkustleden - Terrænkort uden hytter

Västervik Sverigeserien - Topo50 - blad 26. Målestok 1:50.000
Västervik
Sverigeserien
Topo 50 - blad 26
Du kan også købe det detaljerede terrænkort Västervik Sverigeserien - Topo50 - blad 26 i målestok 1:50.000 i bedre papirkvalitet og med flere detaljer end fritidskartan ovenfor. Kortet viser også den sydlige del af Tjustleden. Västervik Sverigeserien - Topo50 - blad 26 viser dog ikke de otte overnatningshytter på Ostkustleden. Du kan købe kortet i vores webshop.

Pakkeliste

Sådan pakker du en let rygsæk til vandreturen

Overnat i hytter undervejs

Det, der er med til at gøre Ostkustleden til en skøn vandrerute, er de otte ubemandede overnatningshytter, der ligger spredt ud på ruten, en i slutningen af hver etape. Hytterne ejes og drives af den lokale naturbeskyttelsesforening "Döderhults Naturskyddsförening (DNF)" som stiller hytterne til rådighed året rundt for vandrere på Ostkustleden. Hvis hytten er låst (det er hytten i slutningen af 3. etape) hænger der en seddel med info om, hvor du kan finde nøglen.

Hytterne er ikke vandrehjem med luksus, men hyggelige, gamle huse med brønd, das (lokum), madrasser og ofte også brændekomfur og pejs med brænde. Seks af de otte hytter har elektricitet, to er uden el (etape 1 og 7). Efter 17-21 km i skoven er det en dejlig oplevelse at nå frem til disse oaser, hvor man kan hvile ud på en madras mens ilden knitrer i pejsen. Før afrejsen rengører man selvfølgelig hytten efter sig, så den er klar til næste hold vandrere, der kommer forbi.

Vandreferie i Småland, Sverige. Ostkustleden byder på krævende vandring
Foto: © sydsverige.dk

Vandreferie på Ostkustleden
Foto: © sydsverige.dk


Man skal betale for sin overnatning (ca. 70 SEK pr. person pr. nat), normalt ved at man tager et girokort, som betales på posthuset eller via netbank ved hjemkomsten til Danmark. Hvis I er en gruppe på mindst 10 personer, skal I melde jeres ankomst i forvejen, så man undgår, at flere grupper ankommer samtidigt og hytterne bliver fyldt op. Se kontaktinfo på foreningens webside under Links. Du kan ikke slå dig ned en uge sammen med familien, men du kan bo her en nat, og måske to, hvis du vil udforske naturen i området, inden du vandrer videre til den næste af foreningens hytter på vandreruten.

Selv i højsæsonen i juli er der god plads i hytterne, ofte er der ikke andre vandrere, noget der står i kontrast til de populære vandreruter - fx Skåneleden - hvor der kan være rift om en plads i et shelter ved etapemålene. På Ostkustleden kan du også benytte dig af Allemandsretten og campere i skov eller på mark langs vandreruten, for eksempel hvis du vil forkorte etaperne.

Ostkustledens officielle startsted

Lilla Hycklinge, nogle få km nordvest for Oskarshamn, er rutens officielle startsted. Her er stor P-plads og en overnatningshytte. GPS-koordinater til P-pladsen ved etape 1: 57.27637, 16.37982 (WGS84: Decimal). Der er bus fra Oskarshamn til Rödsle, hvorfra der er en km til startstedet for 1. etape i Lilla Hycklinge.

Rutebeskrivelse


Etape 1: Lilla Hycklinge - Nynäs 17,5 km.
For enden af etape 1 finder man den hyggelige overnatningshytte Nynäs ved søen Hummeln, midt i Humlenäs Naturreservat.

Etape 2: Nynäs - Lönnhult, 21,5 km.
Overnatningshytten Lönnhultsstugan ligger ved søen Övre Näjern.

Etape 3: Lönnhult - Krokstorp, 21 km.
Overnatningshytten ligger smukt få hundrede meter fra Krokstorpssjöns østlige bred. Hytten er en tidligere landsbyskole.

Etape 4: Krokstorp - Mörtfors, 17,5 km.
Overnatning i det "gamla badhuset" i Mörtfors. På etape 4 ligger desuden et par shelters på sidste halvdel af ruten.

Etape 5: Mörtfors - Stjärneberg, 18,5 km.
Overnatningshytte i Stjärneberg.

Etape 6: Stjärneberg - Lilla Laxemar, 18,5 km.
Overnatningshytte i Lilla Laxemar.

Etape 7: Lilla Laxemar - Hällveberg, 21 km.
Overnatningshytten i Hedvigsberg ligger helt isoleret i skoven flere km fra nærmeste bilvej.

Etape 8: Hällveberg - Lilla Hycklinge, 17,5 km.
Overnatningshytten i Lilla Hycklinge: Ringen er sluttet, man er tilbage hvor Ostkustleden begynder.

Markering af ruten

Vandreruten er markeret med gul-orange ringe på træer og stolper. En dobbeltring betyder, at ruten går skarpt til venstre eller højre.