Debat


Alle debatter

Skriv nyt indlæg

Kattegattleden - 390 km cykelrute fra Helsingborg til Gøteborg

Cykelruten Kattegattleden

Cykelsti ved havet i Ugglarp, Falkenberg. Foto: Magnus Andersson.

Siden er publiceret / opdateret: 27. december 2023
Kort over sydsverige

390 km national turistcykelrute langs Kattegat

Kattegattleden er en 390 kilometer lang og overvejende bilfri cykelrute. Den løber langs kysten fra Helsingborg i syd gennem Halland til Gøteborg i nord. Kattegattleden blev indviet i 2015 og er Sveriges første nationale turistcykelrute. Ruten er afmærket med skilte, der viser "Kattegattleden" og et cykelsymbol.

Cykelruten følger et varieret udbud af eksisterende cykelveje, hvoraf en stor del ligger tæt på havet og er bilfrie. Det gør Kattegattleden til en tryg og sikker cykelrute. Kattegattleden erstatter bl.a. cykelruten Ginstleden gennem Halland. Ruten passerer mange seværdigheder og naturområder foruden 10 større byer, småbyer og fiskerlejer. Størstedelen af cykelruten følger asfaltveje, kun en mindre del er grusveje.


Kortet er oprettet af sydsverige.dk.
Den 390 km lange cykelrute Kattegattleden løber mellem Helsingborg og Gøteborg.



Køb kort over Kattegattleden

Cykelkort 3, Cykelkort 6 og Cykelkort 12 dækker tilsammen hele Kattegattleden og viser desuden andre cykelruter i samme område, hvis du vil lave afstikkere.

Cykelkartan 3 - Skåne nordvest. Målestok 1:90.000
Cykelkort 3
Cykelkort 6 - Halland. Målestok 1:90.000
Cykelkort 6
Cykelkort 12 - Västergötland/Göteborg. Målestok 1:90.000
Cykelkort 12


Otte etaper fra by til by

Kattegattleden kan opdeles i otte etaper af varierende længde mellem de større byer.

1. Helsingborg - Höganäs - 22 km (Cykelkort blad 3)
Kattegattleden begynder (eller ender) ved Knutpunkten i Helsingborg nær togstationen og færgelejet. Besøg fx Sofiero Slott nord for Helsingborg. Fortsæt op til de små kystbyer Domsten og Viken, og læg fx vejen fordi Beredskapsmuseet uden for Viken.

2. Höganäs - Ängelholm - 39 km (Cykelkort blad 3)
Cykelruten går forbi Höganäs havn og fortsætter mod Ängelholm. Undervejs passerer man mange fine strande og pittoreske havne. Ruten går tværs over Kullahalvøen, dvs. Du skal lave en afstikker fra ruten, hvis du vil besøge spidsen af Kullen.
I Ängelholm kan du fx overnatte på Ängelholms Vandrehjem, der ligger lige ved siden af Kattegattleden.

Cykeltur på Kattegattleden
Foto: Region Halland/Magnus Andersson, CC BY 3.0


3. Ängelholm - Torekov - Båstad - 56 km (Cykelkort blad 3)
Fra Ängelholm fortsætter Kattegattleden langs med kysten til Vejbystrand, hvorefter ruten går tværs over Bjärehalvön til Båstad. Forinden - vest for Båstad - passerer man det smukke haveanlæg Norrvikens Trädgårdar.

4. Båstad - Laholm - Halmstad - 41 km (Cykelkort blad 3)
Fra Båstad går ruten nordpå ind i Halland og gennem badebyerne Skummeslövstrand og Mellbystrand, som tilsammen byder på omkring 12 km sandstrand. Kattegattleden drejer lidt væk fra kysten mod Gullbranna for senere at vende tilbage til kysten. Ruten fortsætter mod Halmstads centrum, og etapen slutter ved Halmstad slot.

Skilt for Kattegattleden
Foto: Region Halland, CC BY 3.0


5. Halmstad - Falkenberg - 57 km (Cykelkort blad 6)
Kattegattleden fortsætter vestpå langs kysten ud til den populære badestrand Tylösand, og videre nordpå hvor flere gode strande dukker op, bl.a. Skrea strand inden man ruller ind i Falkenberg.
Lige nord for Falkenberg kan du fx overnatte på Kvarnens Pensionat og B&B, der ligger blot 650 meter fra Kattegattleden.

6. Falkenberg - Varberg - 39 km (Cykelkort blad 6)
Fortsæt gennem Falkenberg og videre nordpå langs kysten gennem et åbent landskab. Inden Varberg passerer man Apelviken, en populær kyst blandt vindsurfere fra hele Europa.

7. Varberg - Kungsbacka - 72 km (Cykelkort blad 6 og Cykelkort blad 12)
Nord for Varberg skifter landskabet karakter. Sandstrandene bliver færre, og der kommer flere klipper.

8. Kungsbacka - Göteborg - 64 km (Cykelkort blad 12)
Kattegattleden følger den bugtede Kungsbackaån gennem Kungsbacka. Ruten fortsætter ad skovveje, småveje og cykelstier gennem skov, agerland og byområder. I Gøteborg fortsætter cykelruten langs Göta älv, forbi Skeppsbron inden man kommer i mål ved Göteborgsoperan og Lilla Bommens gästhamn.

Tag cyklen ud og toget hjem

I Halland har du mulighed for at tage cyklen med i toget. Hvis du ikke orker at cykle både ud og hjem, kan du tage cyklen med i toget på tilbageturen til enten Helsingborg eller Gøteborg. Se Tog til og i Sverige.

SE OGSÅ

Flere cykelruter i Sydsverige